Dansk Boldspil-Union har fået ørerne i mediemaskinen. DBU har senest bedyret, at spillerne ikke må kommunikere via Twitter, Facebook og andre sociale medier under EM-slutrunden. Og det har fået stort set alle eksperter til at give unionen dumpekarakter rent mediestrategisk.
Hos Morsing PR kalder man det for nordkoreanske tilstande og pointerer, at DBU bruger alt for mange kræfter på at fortælle, hvad spillerne ikke må – i stedet for at hjælpe spillerne til at agere fornuftigt i forhold til pressen.
Hos PrimeTime Kommunikation lyder det:
– At spillerne ikke under en lang slutrunde må bruge Twitter, Google+ eller Facebook er for mig først og fremmest et signal fra ledelsen om, at man ikke stoler på, at spillerne er voksne mennesker,der kan tænke selv – og det synes jeg næsten overskygger det faktum, at det selvfølgelig kommunikationsmæssigt er en ekstremt besynderlig tilgang til sit produkt, siger Frej Elbæk, seniorrådgiver.
– Samtidig er det jo næsten tragikomisk, at historien kommer frem nærmest samtidig med, at landsholdets hovedsponsor Danske Bank har lanceret et nyt stort site (www.danskeopbakning.dk), der blandt andet på Facebook skal samle danske fodboldfans omkring landsholdet. Mon ikke man i hvert fald hos Danske Bank er temmelig irriteret over timingen?
Hvad skulle DBU have gjort?
– DBU beslutter jo suverænt, hvordan ledelsen vil agere, men jeg håber da, at forløbet giver stof til eftertanke. Spillerne er til slutrunden samlet i meget lang tid – meget langt væk. Så der er al mulig grund til, at netop Twitter og Facebook kunne være en anledning til at holde kontakten med venner, familie, medier og fans.
– Samtidig kunne små tweets og banale Facebook opdateringer bruges som en lille ventil til at undgå lejrkuller. Og så kunne man jo blot internt aftale, at man fx på kampdage og dagen efter ikke kommenterer på kampen, der enten skal eller lige er blevet spillet – det vil ikke være meget anderledes, end hvordan det foregår i spillernes klubber, slutter Frej Elbæk.
Velkommen til virkeligheden
Jakob Dreyer, adm. direktør i kommunikationsbureauet Dreyer+Kvetny, mener:
– Et tankeeksperiment: Havde Danmark været et fattigere sted, hvis et Twitter-forbud i ’92 havde censureret John Faxes bramfri kult-udsagn: ”Jeg ramte den lige i røven” i EM-finalen i ’92? Ja, faktisk.
– For fodboldlandsholdets brand er jo blandt andet netop den slags udsagn. Menneskerne, temperamenterne og passionen bag de ofte flotte resultater. Holdets spillere er ikke og må aldrig blive velsmurte, ensrettede PR-maskiner. DBU vil sygne hen på bagerste række i søndagsskolen, hvis ledelsen forsøger at sætte pænheden og konformiteten i system ved at forbyde spillerne af tweete til deres fans.
– At forsøge at ensrette et fodboldlandshold ind i én samlet oratorisk pølsefabrik er som at kommandere en flok vilde kaniner til at marchere i takt eller danse lancier. Det lykkedes aldrig, og øvelserne hen i mod fiaskoen vil dræne flokken for livsglæde og tilskuerne for smil og hjerteblod.
– På en måde er det lidt rørende, at DBU sikkert selv synes, at man beskytter virksomheden og DBU’s brand ved at lægge et forbuds-jerntæppe ned over spillernes ellers vildtvoksende sprogblomster på Twitter og andre sociale media. Better safe than sorry, hva’?
– Ved at digital-kneble de uvorne fodbold-drenge er de mavesure gammel-fædre i DBU-ledelsen i hvert fald sikre på, at ingen umodne, uartige, politiske ukorrekte eller løsslupne kommentarer ukontrolleret siver ud af EM-lejren. Problemet er bare, at en sådan 95 grader varm kemisk rens fjerner alle farver, alt. Og dermed også al begejstring, passion, vildskab, sorg, glæde og dermed liv, saft og kraft, som DBU og landsholdet ellers burde udsende for at forsvare rollen som værende hele Danmarks landshold.
– Vi almindeligt dødelige tilskuere, fodboldfans og klaphats-danskere elsker nemlig de menneskelige historier bag maskinen. Vi tænder på ægthed, på at spillerne lige som alle andre mennesker kan udvise stolthed, skuffelse, vrede, glæde, frustration og kamp-tændthed grænsende til det aggressive.
Jakob Dreyer er ikke færdig:
– DBU lever af folkelig opbakning. DBU er ikke kun røde trøjer og et logo. Ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt vi vinder eller taber. DBU’s brand er skabt af historier, af rørende minder, af svedende mennesker. Og hvis disse mennesker, disse spillere bag brandet, forhindres i at kommunikere deres historier til folket, svinder opbakningen. Så simpelt er det i virkeligheden. Vi skal have lov til at tage stilling til den enkelte spiller – til at elske ham. Eller for den sags skyld til ikke at kunne udstå ham. Og den slags følelser bliver vi altså snydt for, hvis vi kun får lov at høre spillerne, efter at de har været igennem DBU’s PR-filter.
Han har nogle råd til unionen:
1) Gentag det grundlæggende presse- og kommunikations-kursus for spillerne. Lær dem at agere blandt fans og journalister. Vis dem tillid, som forældre viser deres børn tillid.
2) Giv spillerne et sæt færdselsregler, en manual, en ramme for, hvordan de bør – og ikke bør – opføre sig, når de kommunikerer til verden på de elektroniske motorveje. Hjælp dem til at være i den bedst mulige dialog med deres omgivelser.
3) Udstyr derimod ikke de unge sports-idoler med forbud – det kan kun back-fire. Men tillad spillerne – som alle andre mennesker – at kommunikere under ansvar. Og forklar dette ansvar i tide.
– For naturligvis må man som landsholdsspiller og dermed som ”medarbejder i DBU” ikke svine sin arbejdsgiver til. Selvsagt kan man ikke ustraffet svine træneren til, bagtale informationschefen, forfølge sine medspillere, tale nedsættende om modstanderne, kritisere EM-værtsnationen eller på anden måde optræde illoyalt.
– Men sådan er det jo i alle virksomheder. Almindelig sund fornuft tilsiger, at man opfører sig ordentligt – og hvis man træder ved siden af, får man en skideballe af chefen, en skriftlig advarsel eller bliver fyret. Velkommen til virkeligheden, slutter Jakob Dreyer.