Danske virksomheder kommer nu til at kunne annoncere på OpenAI’s platforme som ChatGPT.

Det annoncerer OpenAI i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at det bliver muligt at købe annoncer fra mandag den 24. august.

I alt åbner OpenAI for annoncemuligheden på 31 europæiske markeder – herunder på det danske. Annoncerne i ChatGPT vil blive tydeligt deklareret som sponsoreret indhold.

ChatGPT Ads er ifølge OpenAI tilgængeligt igennem virksomhedens bureaupartnere, der er Dentsu, Publicis, WPP, Omnicom, Havas og MediaPlus. Ligeledes lancerer OpenAI en selvbetjening til mindre virksomheder og iværksættere.

”Der findes ikke én europæisk målgruppe, hvor den samme løsning passer til alle – og det er netop det, der gør regionen så dynamisk. Europa er hjemsted for nogle af verdens mest kreative og sofistikerede annoncemarkeder, hvor forventningerne til relevans, kvalitet og tillid med rette er høje. Vi ser frem til at leve op til det niveau,” udtaler Dave Dugan, der er VP of Ads hos OpenAI, i pressemeddelelsen.

”Mennesker kommer til ChatGPT med ét mål. I opmærksomhedsøkonomien skulle brands være interessante; i intelligensøkonomien skal de være nyttige. ChatGPT Ads er designet til at hjælpe virksomheder med at bidrage meningsfuldt, når nogen står over for en beslutning om at handle, samtidig med at vi bevarer brugernes tillid og opretholder vores principper om uafhængige svar, privatliv samt brugernes valgfrihed og kontrol,” tilføjer han.

“En helt ny måde at møde forbrugerne på”

Ifølge det amerikanske branchemedie Adweek har OpenAI øget sin omsætning på annoncer med 25 procent siden august. Til mediet lyder det fra OpenAI, at man lige nu har to millioner virksomheder som kunder, og at B2B derfor også er et stort sigte for OpenAI’s annoncesatsning.

I en pressemeddelelse glæder Dentsu sig i Danmark over, at ChatGPT Ads nu bliver tilgængeligt for danske annoncører.

“ChatGPT Ads repræsenterer en helt ny måde at møde forbrugere på, når de søger, og når de træffer beslutninger,” udtaler Casper Dumont, Executive Director, iProspect hos Dentsu.

“Udover at det er sjældent, vi som marketeers får lov til at være til stede på så stor og ny en annonceplatform, så er det også en unik mulighed for annoncørerne. De kan være blandt de første til at sætte sig på et helt nyt domæne.”

Ifølge OpenAI er 20 procent af brugen af ChatGPT med et kommercielt sigte. Og Dentsu tilføjer, at man med arbejdet i platformen generelt har oplevet højere CTR end forventet på annoncerne.

“For mig er det et signal om, at annoncerne bliver opfattet som en naturlig del af samtalen og ikke som en forstyrrelse. Det har ellers været den største bekymring ved at lægge annoncer ind i et AI-svar, og nu kan de danske annoncører selv finde ud af, om den holder,” udtaler Casper Dumont.

Daniel Sivertsen, Executive Director & Head of Paid Search, iProspect hos Dentsu, ser et stort potentiale i den nye annonceplatform:

“Vi skal droppe keyword-mentaliteten og møde brugerne, hvor de stiller spørgsmål og udforsker løsninger. De brands, der knækker det først, står med en spændende mulighed for at udforske nye salgskanaler.”