Det er trist, endnu engang at drøfte Venstres kiksede indledende valgkrumspring, men desværre er det uomgængeligt. Selv om et brændt straffespark blot er et brændt straffespark, og der er 89 minutter tilbage af kampen, har Venstres kludespark dog sat scenen:
‒ Andre har sagt det, men det er ikke desto mindre sandt. Når Venstre indleder med en så utvetydig og unuanceret skræmmekampagne, fortæller det i virkeligheden omverdenen, at partiet ikke har tiltro til, at de kan nå igennem med eget indhold, siger Sune Bang.
‒ Regeringen og Venstre fik jo ikke noget ud af efterlønsforliget og 2020-planen, hvilket må være en streg i regningen. Hvis den var foldet bedre ud og modtaget nogenlunde godt af vælgerne, ville Venstres indledende valg-kommunikation formentlig have set anderledes ud. Min bekymring er nu, om Rød Blok følger efter med lige så hårde og unuancerede, personrettede angreb. Det ville være trist ‒ demokratisk set.
”Hvis alt andet svigter, prøv med sandheden,” lyder et godt kommunikativt råd. Men hvis ens budskaber er for uforklarlige, er det vel kun svineriet tilbage? Og hele denne valgkamp strikkes jo sammen for at sikre sig de 10-15 pct. flytbare stemmer på midten?
‒ Præcis, og derfor tillader jeg mig også at påstå, at det indholdsmæssigt bliver mest interessant at følge De Radikale, Konservative og Liberal Alliance. De skal om nogen kæmpe om swingvoters, og Margrethe Vestager er jo konstant på bolden, ikke manden. Hendes genistreg med at indgå efterlønsforliget og insistere på at snakke substans kan blive afgørende.
‒ Vi vil sikkert også se de Konservative og Liberal Alliance snakke politik, snarere end personer. Anders Samuelsen har nedtonet sin retorik, og Lars Barfoed har aldrig været emotionel. Så hvis Samuelsen holder sig strengt til sine fire punkter, og Barfoed fastholder sin nedtonede og argumenterende stil, vil Vestager blive udfordret på midten. De Radikale versus de Konservative og Liberal Alliance er valgets mest spændende ”kamp-i-kampen”.
Venstre forsøgte at hente noget hjem ved at markere, at Dansk Folkeparti ikke kommer med i den næste blå regering? Klogt?
‒ Det tror jeg. Her har Lars Løkke jo også sigtekornet rettet mod swingvoterne. Der er borgerlige stemmer, der ikke vil Dansk Folkeparti. Ved at afgive det løfte tidligt i valgkampen, provokerer han Pia Kjærsgaard til at gentage, at hun bestemmer, om DF kommer i regering. Og det ved alle, at hun ikke gør. Så Venstre får point for den klare udmelding i kampen om de flytbare midtervælgere, der værdipolitisk er bekymret over DF’s retorik og indflydelse. Tilbage står at se, om Lars Barfoeds substans-diskussion får medvind fra samme segment, slutter Sune Bang.
Markedsføring følger valgkampens retorik og kommunikative strategi, idet vi holder os så langt som muligt fra indholdsdelen. Sune Bang, Jakob Dreyer, Dreyer+Kvetny, og Jesper Troels Jensen fra Rhetor er vore analytikere.