Mark Hartmann Olsen er ny chief media officer på Publicis i Danmark, hvor han får ansvaret for at sætte den fremtidige retning for den danske medieforretning.

Det oplyser Publicis i en mail til Markedsføring, hvor det også fremgår, at Mark Hartmann Olsen samtidig træder ind i den danske ledelsesgruppe.

”Hans mandat omfatter både den strategiske og den kommercielle udvikling af Publicis Media, arbejdet med at tiltrække og udvikle talenter samt den løbende styrkelse af bureauets løsninger og partnerskaber,” skriver bureauet i mailen.

Og Lars Anthonisen, adm. direktør i Publicis Groupe Danmark, glæder sig over ansættelsen.

”Virksomheder står over for stadig mere komplekse forretningsudfordringer og har brug for en partner, der kan omsætte nye muligheder til konkret forretningsværdi. Og Mark skiller sig ud med sit stærke kommercielle mindset, sit drive og sin evne til at koble kundernes vækstmuligheder med den operationelle eksekvering,” udtaler han i mailen og tilføjer:

”Han kombinerer dyb medieerfaring med en moderne ledelsesstil og et klart fokus på resultater. Så jeg er utrolig glad for, at Mark bliver en del af Publicis. Og jeg er sikker på, at han vil gøre en markant forskel for vores fortsatte udvikling og vækst i Danmark.” 

”Et stærkt udgangspunkt”

Mark Hartmann Olsen kommer senest fra en stilling som group client director hos IPG Mediabrands – nu OMG Denmark.

Tidligere har han haft roller hos blandt andre EssenceMediacom og m/SIX. 

Og Mark Hartmann Olsen glæder sig til hos Publicis at få muligheden for at kombinere specialiseret medie-ekspertise med bureauets bredere kompetencer.

”Medier spiller en stadig større rolle i virksomhedernes vækst, men potentialet bliver først for alvor indfriet, når indsigt, kreativitet, teknologi og eksekvering arbejder mod det samme mål,” udtaler Mark Hartmann Olsen i mailen og tilføjer:

”Publicis har et stærkt udgangspunkt for netop dette. Jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med kunderne samt de dygtige folk på vores danske kontor – og omsætte Publicis samlede styrke til løsninger, der skaber konkrete forretningsresultater.”

Publicis-koncernen beskæftiger på verdensplan flere end 110.000 medarbejdere – i Danmark er man +100 medarbejdere på tværs af Publicis Media, Publicis Intelligence, Leo og Publicis Sapient.