Et stort antal unge har valgt at sige nej tak til corona-vaccinen. Derfor sætter Sundhedsstyrelsen i en ny kampagne nu fokus på de unges spørgsmål, bekymringer og tvivl i forhold til vaccinen.   

Og det allerstørste fokus i kampagnen er unge med minoritetsbaggrund, som er hovedpersoner i de fire kampagnefilm med en længde på mellem tre og fem minutter, som er blevet produceret af bureauet Liberate for Sundhedsstyrelsen.  

”Vi har lavet en kampagne, der skal nå de unge mellem 20 og 29 år – og vi har her især fokus på unge med flerkulturel baggrund, fordi det er en gruppe, hvor vi kan se, at det er svært at få dem til at blive vaccineret,” siger Niddal El-Jabri, der har startet bureauet Liberate.  

I det første afsnit følger vi den 29-årige jurastuderende Dritan, der ikke har sagt ja til vaccinen, fordi han er ”bekymret for, hvad den vil gøre ved min krop,” som han siger i videoen. 

”Jeg tænker mere i den retning af at blive syg. Det vil på virke mit fitness og fodbold og forhindre mig i at lave de ting, jeg godt kan lide,” siger han, da værterne Nagin Ravand og Salah Ibrahim spørger ham til hans største bekymring. 

Formen er åben og spørgende, og de unge skal i videoerne ikke tage stilling til, om de vil sige ja eller nej til vaccinen. I stedet får de lov til at tale med praktiserende læge Urfan Ahmed om deres bekymringer og tanker. 

”Vi har researchet meget for at finde ud af, hvordan vi kunne formidle det her bedst muligt. Vi skal virkelig tage de unge seriøst, når de har bekymringer. Det er heller ikke nødvendigvis traditionelle vaccinebekymringer. Derfor har vi lavet nogle film med helt almindelige unge, som de kan spejle sig i,” siger Niddal El-Jabri.  

Var bekymrede for, om de ville være med

Bureauet mener, at der er behov for, at unge får mulighed for at tale om deres tanker med personer, som kan hjælpe med at sortere i den massive information og debat, der har været om corona-vacciner. 

”De unge får information fra en million kanaler. Men decideret at stå over for en læge gør de sjældent. Under optagelserne oplevede vi, at når de mødte en læge, fik samtalen en anden tyngde. Vi kunne se, at informations-valideringen virkelig var vigtigt i denne kontekst,” siger Niddal El-Jabri.  

Har det været svært at finde de cases, I har?  

”Det har været benhård research. Vi har fundet unge, talt med dem og sporet os ind de personer, der passer til formatet. Vi er helt bevidst gået uden om kendte influencere, fordi det ikke skulle være forceret,” siger han.  

Har de unge været bekymrede for at være med i kampagnen?  

”Det troede jeg, de ville være, men vi er ikke stødt på folk, der ikke ville medvirke. I virkeligheden tog de ekstremt godt imod det. Det handler om, at vores analyse nok i sidste ende er rigtig i forhold til, hvor stort et behov de har for, at nogen tager dem alvorligt,” siger han.  

Der er ikke konkrete KPI’er for den nye kampagne fra Sundhedsstyrelsen. Men der er ingen tvivl om, at målet i sidste ende er, at flere unge skal tage stilling til, om de vil vaccineres – og forhåbentlig sige ja til vaccinen.  

”Vi er ikke blevet stillet konkrete mål. Men vi skal nå ud til den her målgruppe. Og for Sundhedsstyrelsen handler det om, at de gerne vil have den her målgruppe i tale. Det er første skridt,” siger Niddal El-Jabri.  

Ren digital kampagne

Kampagnen kommer udelukkende til at køre ud digitalt – både i form af de længere videoer på Sundhedsstyrelsen egen hjemmeside og digitale platforme. Men også i form af kortere spots på YouTube, Instagram og Facebook.  

Niddal El-Jabri tror, at kampagnen kommer på det helt rette tidspunkt.  

”Lige nu ændrer tingene sig i forhold til corona igen. Vi tænkte lidt: Er der overhovedet nogen, der stadig taler om det her mere? Men det er der, så jeg tror, det kommer på et meget vigtigt tidspunkt,” siger han med henvisning til, at smitten stiger.  

Det har blandt andet betydet, at coronavirus igen bliver anset for at være en samfundskritisk sygdom, og at coronapasset er kommet tilbage flere steder. Og denne mandag er mundbind atter blevet obligatorisk flere steder.

Niddal El-Jabri ved også, at det er en stor opgave, den nye kampagne kommet ud på. Men: 

”Håbet er selvfølgelig, at det giver mulighed for at flere går fra at være i tvivl til at træffe en beslutning,” siger han.