”Mindre tilfredsstillende”, lyder det i ledelsesberetningen i 2017-regnskabet fra det kreative københavnerbureau Anew, der for nylig solgte 60 pct. af virksomheden til et af landets største reklamebureauer, envision.

Skudsmålet gælder årets resultat på 40.000 kr., altså stort set en nulløsning, men ifølge Mads Duzenius Christensen, adm. direktør og partner i Anew, så er der en god forklaring på, at bundlinjen ikke ligefrem bugner af kroner i bureauets nye regnskab.

– Helt kort, så øgede vi både bruttoavance og udgifter sidste år, hvilket vidner om mindre outsourcing og investering i egne ressourcer, siger han og henviser bl.a. til den digitale oprustning i bureauet, der tog fart, da Esben Amtorp den 1. august blev headhuntet til Anew som partner og direktør for at opbygge en ny digital enhed.

Den satsning har indtil videre tiltrukket nye kunder som Domino’s Pizza i Sverige og Avis biludlejning samt udvidet samarbejdet med flere af bureauets eksisterende kunder.

Fortsætter oprustning i 2018

Ellers bød 2017 på flere positive oplevelser på award-siden, hvor det kreative bureau, der især har sine styrker inden for FMCG og dagligvarer, blev hædret med flere internationale awards for den kække Skurvognsfilm for Stryhn’s.

Hvad er målet for 2018?

– Forventningen er øget omsætning og også flere ansættelser. Og forhåbentlig mere bundlinje, men vores primære fokus ligger pt. på at styrke bureauets kompetencer, slutter Mads Duzenius Christensen, der i øvrigt kan fortælle, at Anew får et regnskabsmæssigt kort år, da bureauet fremadrettet ændrer regnskabsår, så det følger den nye ejers (1/10 – 30/9).

Vi har spurgt Ole Egholm fra Dansk Brancheanalyse om, hvad mon prisen på Anew var, da envision købte majoriteten i bureauet?

– Mit bud lige fra hoften ud fra 2016-regnskabet ville have været en goodwillværdi på 3 mio kr., hvis jeg var blevet spurgt for en måned siden.

– Men deres 2017-regnskab, der lige netop er udkommet, viser reduktion af likvider og større aktiveringer, herunder af igangværende arbejder, der kunne antyde, at virksomheden ikke går lige så godt, som den gjorde i 2016, så mit bud er nok snarere en goodwill-værdi på 2 mio. kr..

Nøgletal Anew ApS

(i mio. kr.)                           2017              2016

Nettoomsætning:               8,2                 8,2

Bruttoresultat:                   3,7                 3,1

Driftsresultat:                     0,08               0,3

Årets resultat:                    0,04               0,2

Gns. antal ansatte:            6                    6