En ny kampagne for UniKalk vil gøre danskerne mere opmærksomme på deres knoglesundhed.
Der skriver Orkla Care, der ejer UniKalk, og bureauet bag, GxE, i en pressemeddelelse.
Ifølge meddelelsen er knoglesundhed – i modsætning til hvad mange går og tror – ikke noget, som kun er relevant for ældre. Knoglesundhed kræver en bevidsthed gennem hele voksenlivet, lyder det fra Orkla Care og GxE.
Kampagnen baserer sig om hjemmesiden Knogletallet.dk, hvor folk i alle aldre ved hjælpe af et ny-udviklet digitalt værktøj kan få indsigt i, hvordan eventuelle ændringer i livsstilsvaner kan gavne deres knogler.
Om hvorfor man valgte at centrere kampagnen omkring en interaktiv hjemmeside, og ikke en mere traditionel oplysningskampagne, siger Laurits Flytkjær, der er account director GxE, i meddelelsen:
”Folk kan godt mærke forskel på, om du vil sælge eller vil oplyse. Når man gerne vil i dialog med danskerne om et underbelyst emne, kræver det i dag mere end konventionel reklame.”
Om knogletallet.dk
Knogletallet. dk er et digitalt værktøj, som gennem en række spørgsmål giver brugerne indsigt i, hvordan livsstil kan være med til at støtte knoglerne gennem livet.
Hjemmesiden bygger på råd fra officielle myndigheder og evidensbaseret litteratur på området.
En vigtig del af en knoglevenlig livsstil handler bl.a. om kalkindtag via kosten, da kalk er nødvendigt for at vedligeholde normale knogler. Men lige så vigtigt er fysisk aktivitet samt fornuftige vaner i forhold til rygning og alkohol.
Kilde: Orkla Care, Unikalk og GxE
Vil tilbyde indsigt på en ny måde
Briefet fra Orkla Care til GxE var at etablere et langtidsholdbart strategisk ståsted, der taler til både fagpersonale og forbrugere.
Ifølge Laurits Flytkjær var baggrunden for briefet, og idéen til knogletallet.dk-løsningen, at Orkla/Unikalk forinden havde gennemført en repræsentativ undersøgelse af Norstat. Undersøgelsen viste, at over halvdelen af de adspurgte danskere kun sjældent eller slet ikke tænker over deres knoglesundhed.
”I lyset af den indsigt var det ønsket at bidrage til en bredere og nuanceret bevidsthed om knoglesundhed,” skriver han til Markedsføring.
Hvordan fandt I så frem til selve Knogletallet-idéen hos GxE?
”Under udviklingen af Knogletallet spurgte vi os selv: Hvordan kan vi være med til at løfte fokus på knoglesundhed på en måde, der skaber værdi for målgruppen? En traditionel reklamekampagne var ikke svaret,” skriver Laurits Flytkjær og tilføjer:
”Derfor udviklede vi et digitalt værktøj, der giver brugerne mulighed for at reflektere over deres egen livsstil i relation til knoglesundhed. Målet var at skabe engagement og relevans ved at tilbyde indsigt på en ny måde.”
Stor respekt for sundhedsmyndighederne
GxE har samarbejdet med Orkla Care på tværs af deres brandportefølje siden 2020, og arbejdet med UniKalk blev igangsat i sommeren 2024.
Da man hos Orkla blev præsenteret for Knogletallet.dk-universet, var man ikke i tvivl om, at det var den løsning, man skulle gå med, og at konceptet var i tråd med UniKalks DNA, lyder det fra category og marketing manager Kiri Vølund fra Orkla Care i pressemeddelelsen.
”Det er netop denne form for oplysning, der skal til, hvis vi skal sikre, at flere danskere har viden om hvordan deres livsstil påvirker deres knoglesundhed,” siger hun.
Men hvorfor er det Orkla/UniKalk, der laver denne informationkampagne. Hvis knoglesundhed er så vigtigt, så ville sundhedsmyndighederne vel lave kampagner om det?
”Vi har stor respekt for sundhedsmyndighedernes arbejde. Vores initiativ blev startet på baggrund af en national repræsentativ undersøgelse, som viste, at flere danskere ikke tænker over deres knoglesundhed,” skriver Kiri Vølund i en opfølgende mail til Markedsføring.
Hun fortsætter:
”Med Knogletallet.dk vi ville gerne skabe øget bevidsthed og give inspiration samt gøre det lettere for brugerne at få indsigt i, hvordan livsstilsvalg kan spille en rolle for knoglerne. Knogletallet.dk skal ses som et redskab til refleksion, og det bygger blandt andet på officielle sundhedsanbefalinger.”
Første burst af Knogletal-kampagnen kører fra uge 13 og 3 uger som en landsdækkende OOH-kampagne, på Meta samt i udvalgte fagblade og magasiner. Der vil komme flere burst i løbet af året, lyder det fra Orkla og GXE.