Den arabiske verden er i mediekredse ikke just kendt for ytrings- og pressefrihed, hvilket et nyt dagblad lover at ændre på.
En af Mellemøstens rigeste familier ønsker ifølge The New York Times at sætte nye standarder gennem avisen ”The National” med hovedredaktion i Abu Dhabi.
Avisen lover både at være uafhængig fra sine royale ejere og at leve op til vestlige standarder for at hjælpe samfundet med at udvikle sig. Begge dele gør mediet anderledes i en del af verden, hvor medier som oftest bliver kontrollerede af magthaverne.
– At være ejet af regeringen er ikke ensbetydende med at være styret af regeringen. Der sidder ingen ministre på mit kontor og fortæller mig, hvordan jeg skal lave mit arbejde, lover redaktionschef Hassan M. Fattah, der inden ansættelse på The National kom fra en stilling som Mellemøsten-korrespondent på The New York Times.
The National udkom første gang for halvanden uge siden med et foreløbigt oplag på 80.000 eksemplarer. Mediet har leveret første spæde forsøg på at leve op til løftet. Det er foreløbigt blevet til enkelte artikler, der kritiserer regionen. Mest iøjnefaldende var en opfordring til araberne om at hilse jødiske investorer velkommen til regionen.
Redaktionen består af godt 200 journalister, der er hentet ind fra globale medier som The Wall Street Journal, The New York Times og britiske The Telegraph.
The National satser på, at 30 pct. af avisen udgøres af annoncer. Ejerne har givet avisen fem år til at nå break-even. Avisen er ejet af Mubadala Development Company i Abu Dhabi. Det er en investerings-arm under regeringen, der ledes af kronprins Mohammed Bin Zayed al-Nahyan.
Lanceringen af The National har tiltrukket konkurrence. I går meldte The Financial Times ud, at det udsender en ny udgave for Mellemøsten – med regionsredaktion i Abu Dhabi
sd