Dystre dommedagstrommer har i årevis dundret og dødsdømt printmediet.

Flere medier herhjemme har da reelt også trukket stikket – eller skåret ned – på deres trykte udgivelser i erkendelse af, at også danske annoncekroner i stigende grad finder vej til andre annonceplatforme. 

Men hos Piccolo Media Group, der står bag de to store printmedier, DSB’s Ud & Se og Coops Samvirke, vil man gerne slå et slag for at højne kreativiteten i de danske printannoncer.

Derfor lancerer de Piccolo Prisen, som ser dagens lys for første gang i efteråret 2025.

De to nævnte medier læses, ifølge Piccolo Media Groups oplysninger, hver måned af 1.249.000 danskere, og ifølge Jesper Sehested Lund, der er CEO i mediegruppen, er der mange gode ting at sige om både print og om Piccolo Prisen.

”Vi har haft en helt overvældende interesse for den nye pris med over 120 forskellige bud,” skriver han i en mail til Markedsføring og tilføjer:

En printannonce for 7-Eleven, skabt af det kreative team Claus Salling Johansen, Erik Dahlström, William Barfoed fr Brandhouse, er en af 12 nominerede til Piccolo Prisen. Foto: PR

”Det vidner om, at printmediet som kommunikationsplatform i den grad lever og er et medie, som de kreative rigtig gerne vil arbejde med. Herunder de unge, som virkelig har taget opgaven til sig og har leveret super kreative og spændende bud.”

”Du har budskabet, vi har læserne”

Et kig på de 12 nominerede viser, lyder det fra Jesper Sehested Lund, at printmediet kan meget mere, end mange tror.

”Rigtig mange af de deltagende annoncer forstår netop at udnytte de styrker, som print har,” skriver han på mail til Markedsføring og tilføjer:

”Der har været stor interesse både fra etablerede kræfter og store bureauer samt fra unge studerende, som jo bliver fremtidens etablerede kræfter.”

Nogle af de nominerede annoncer er skabt af studerende på DMJX Kreativ Kommunikation, mens andre kommer fra etablerede kreative bureauer som Brandhouse, TBWA, Nørgård Mikkelsen, &Co./NoA, Pong og Robert/Boisen & Like-minded.

Og ja, Piccolo Media Group tager deres egen medicin med en print-kampagne med taglinen ”Du har budskabet, vi har læserne”. Den kører dog også digitalt.

Piccolo Prisen uddeles i forbindelse med Danske Markedsførings pris, Årets Rambuk, den 9. oktober.

Du kan dykke ned i alle 12 nominerede her