Sheraz Ali og Carl-Emil Isbrand, begge studerende på kreativ kommunikation på DMJX, har netop fået et af deres arbejder – en printannonce for Verdensnaturfonden WWF – udtaget til finalen ved den nye Piccolo Prisen 2025.

Den nye pris er sat i verden af Piccolo Media Group, der står bag blandt andet Månedsmagasinet Samvirke og DSB’s passagermagasin Ud & Se, og har til formål at hædre den bedste og mest kreative udnyttelse af det klassiske printmedie.

Sheraz Ali og Carl-Emil Isbrands annonce har allerede været vist frem i netop de to nævnte magasiner – et ’udstillingsvindue’, der hver måned når ud til over 1,3 millioner læsere.

Annoncen de har fået nomineret, lavede de, mens de var i praktik hos Robert/Boisen & Like-minded. Og de to unge kreative er ikke i tvivl om, hvad sådan en nominering betyder for dem.

”Det føles som et kæmpe skulderklap,” skriver de i en mail til mediet Markedsføring.

Se Sheraz Ali og Carl-Emil Isbrands finale-nominerede WWF-print nedenfor.

Artiklen fortsætter under billedet.

De DMJX-studerendes printannonce for Verdensnaturfonden. Foto: PR

”Print kan noget helt specielt”

Sheraz Ali og Carl-Emil Isbrand var selv ude for at hente et eksemplar af de to magasiner, da de fandt ud af at de var med i opløbet til prisen.

 ”Det er virkelig fedt og motiverende at blive anerkendt og nomineret for noget, vi har lavet sammen – især når vi stadig er studerende,” skriver de og tilføjer:

”Og så er det også bare dejligt, at vi får lov til at repræsentere Robert/Boisen & Like-minded ved Piccolo Prisen 2025. Det er vi stolte af, og det giver os bare endnu mere lyst til at lave idéer, der sætter sig fast – både i magasiner og i hoveder.”

" Print som medie er jo blevet erklæret dødt tusind gange. Men ikke af os.
Sheraz Ali og Carl-Emil Isbrand, studerende på kreativ kommunikation, DMJX

Men hvad tænker sådan to unge upcoming kreative om print som medie?

“Print som medie er jo blevet erklæret dødt tusind gange. Men ikke af os. Vi synes nemlig, at print kan noget helt specielt. Nogle af de print, der har printet sig ind i vores hukommelse, er Find Your Summer-kampagnen fra Magnum,” skriver Sheraz Ali og Carl-Emil Isbrand.

Artiklen fortsætter under billedet.

Eksempel på print-eksekvering fra Magnum-kampagnen. Foto: PR

Netop den kampagne, som spanske Lola MullenLowe står bag, kan noget helt specielt, mener de.

”Her kan man virkelig tale om et stykke arbejde, der formår at skabe en stemning, som bryder de todimensionelle rammer med meget få virkemidler – og vokser sig større,” skriver de og tilføjer:

”Så længe man kan blive ved med at bruge printmediet  godt, kommer det altså ikke til at dø. Heldigvis.”

Hvordan har I fejret nomineringen?

”Vi fejrer det stadig. Vi har givet hinanden et stort kram og sagt tillykke over en skål eller to. Derudover fejrer vi også, at vi har muligheden for at lave endnu flere fede og sjove idéer på nogle af de projekter, vi sidder med hos Mensch, hvor vi er i praktik indtil foråret.”

12 annoncer kæmper om prisen

Piccolo Prisen nominerer løbende printannoncer i perioden december 2024 til maj 2025.

Foreløbig er seks cases udtaget, og der bliver tale om 12 i alt, der skal dyste om den endelig pris, der uddeles ved Årets Rambuk 2025 til oktober.

De nominerede annoncer publiceres i Ud & Se og Samvirke, og det giver, ifølge Picolo Media Group en nettodækning på 22,4 procent af den voksne danske befolkning.

Den endelige vinder af Piccolo Priser belønnes med en Rambuk-statuette, og annoncøren bag vinder-casen får desuden annoncer til en værdi af 587.000 kroner i listepriser til indrykning i de to magasiner i 2026.

Det svarer, ifølge Piccolo Media Group, til fem helsidesannoncer i de to magasiner, eller 10 indrykninger i alt, mens det kreative team bag vinderannoncen oven i vinder et rejsegavekort til en værdi af 50.000 kroner.

Du kan se de foreløbig seks nominerede printannoncer her.