Finanstilsynets skærpede krav til bankernes solvensberegning kan udløse nye store nedskrivninger på bankernes ejendomsengagement. Samtidig er der frygt for, at lånemarkedet igen vil fryse til, lyder det fra flere centrale aktører på det danske erhvervsejendomsmarked. Professor Finn Østrup fra CBS forudser store nedskrivninger på bankernes engagementer i ejendomssektoren. Han mener slet ikke, at tilsynets vejledning er brugbar.
De dystre profetier kommer efter, at Finanstilsynet mandag offentliggjorde en ny vejledning til pengeinstitutternes opgørelse af solvensbehov. I vejledningen insisterer tilsynet på, at ejendomme i bankernes udlånsportefølje skal opgøres til den værdi, de kan forventes at indbringe i fri handel mellem uafhængige parter inden for en periode på cirka seks måneder. Frygten er, at bankerne vil blive tvunget til en meget negativ vurdering af ejendomsværdierne i et ejendomsmarked, hvor kun de mest attraktive erhvervsejendomme bliver handlet, bortset fra de tilfælde, hvor der er tale om tvangsudsalg af ejendomme fra nødlidende selskaber.
– Det giver ikke mening at værdifastsætte en erhvervsejendom inden for en seks måneders periode. Samtidig viser al international erfaring, at der kommer store værdifald på erhvervsejendomme under en lavkonjunktur. Disse værdifald kommer ofte forsinkede og jeg tror ikke, vi har set dem folde sig ud i Danmark endnu, hvor nedskrivningerne på erhvervsejendomme indtil videre har været beskeden set i et internationalt perspektiv, siger Finn Østrup.
Den danske ejendomssektor repræsenterer samlet værdier for flere hundrede milliarder kroner.
Børsen side 1 + 22-23.