OPDATERET MED REPLIK FRA DANSKE SPIL OG SVAR FRA KANTAR GALLUP. I nævnte rækkefølge var Matas, Danske Spil og McDonald’s de tre største reklamekøbere på det danske marked i de første seks måneder af 2024.
Men siden har Danske Spil øget deres indkøb – samlet er det øget med 25 procent over året sammenlignet med 2023, mens Matas set over hele året har skruet 32 procent ned i forhold til 2023.
Det viser nye tal, som Kantar Media Gallup Adfacts har trukket for mediet Markedsføring – og vi skal understrege, at der er tale om bruttotal.
Det vil sige, at tallene dækker bruttoinvesteringerne i reklamekøb, altså investeringerne før alle former for rabatter, som flere medier giver.
Uanset tegner der sig et billede af, at mange brands har haft kniven fremme.
Herunder Kvickly/Superbrugsen, der skar mere end 130 millioner kroner, Boozt, der skar godt 57 millioner kroner, og YouSee, der fandt andre måder at bruge 31 millioner kroner på.
Det er der målt på
Medtaget:
Dagblade, Søndagsaviser, Ugeblade, Magasiner, TV, Biograf, Radio, Outdoor, Display desktop og mobil, Online Video desktop og mobil, Sociale Medier.
Ej medtaget:
Search (ej opmålt i 2024). Bt.dk Online Video mobil.
Kilde: Kantar Media Gallup Adfacts
De seneste års helt store reklame-konge, Airtox, skar også næsten 31 millioner kroner af brutto-reklamebudgettet.
Halvdelen skar ned igen i år
Overordnet viser Kantar Media Gallup Adfacts tal, at halvdelen af de 20 største annoncører på dansk grund skar ned i 2024 – et billede, der minder meget om det, vi så i 2023.
Danske Spil har omvendt givet gas og topper årets liste med godt 245 millioner kroner i brutto-reklamekøb i 2024 – næsten 50 millioner kroner mere end i 2023.
Lige efter kommer Matas med godt 224 millioner kroner – et markant drop på 32 procent sammenlignet med 2023 – mens McDonald’s følger med som tre’er med lige knapt 164 millioner kroner: En my tilbage (2%) sammenlignet med 2023.
Årets største væksttal ses hos Vinted, Samsung og TV2 Play, der alle har øget brutto-reklamekøbet med mere end 100 procent sammenlignet med 2023.
Største nominelle bruttovækst står Vinted for: Der er tale om genbrugs-app’en, der tidligere hed Tise, og her har man sidste år købt reklamer for godt 50 millioner kroner mere end i 2023.
Det største nominelle bruttofald ses hos Kvickly/Superbrugsen, der i 2024 har investeret godt 135 millioner kroner færre end i 2023: Formentlig en konsekvens af de mange Coop-ændringer.
Se oversigten over de 20 største annoncører i Danmark i 2024 herunder.
Danske Spil uenige i tal
Markedsføring har modtaget følgende replik fra Danske Spils kommunikationschef, Line Bruun, efter at vi bragte artiklen om de største danske annoncører.
“Vi kan ikke genkende tallene i Gallup Adfacts og den tendens, som bliver beskrevet i artiklen. Det er selvfølgelig ærgerligt, når den data som ligger til grund for en artikel og historie fremstiller et forkert billede. Vi har i 2024 haft flere højpuljer på vores lotterier end i 2023, hvilket har medvirket til en mindre stigning i vores markedsføring, men når det er sagt, så ligger det slet ikke på det niveau, som fremstilles i artiklen.”
Markedsføring har bedt Danske Spil om, at oplyse, hvad de mener, de korrekte tal er, og hvor stor forskellen er mellem Kantars Gallups tal og Danske Spils egne tal.
Det ønsker Danske Spil ikke at oplyse, men Line Bruun skriver: “Af kommercielle årsager oplyser vi ikke konkret om vores omkostninger til reklamekøb eller om udvikling fra år til år.”
Markedsføring har forelagt Kantar Gallup kritikken fra Danske Spil, og herfra har Anne-Line Skreden, senior client manager, svaret følgende:
“Vi er i kontakt med Danske Spil via deres mediebureau. Det er bruttopriser vi opmåler, og selv om der altid kan være over-/underestimeringer i data, især på de digitale mediegrupper, så ændrer det ikke det grundlæggende billede af det antal kampagner Danske Spil afvikler og det antal impressions de får leveret af medieudbyderne.”
Opdateret 30. januar klokken 15.40: Efter artiklens udgivelse har Danske Spil henvendt sig, da de ikke mener, at tallene er korrekte. Derfor har Markedsføring opdateret med kommentar fra Danske Spils Line Bruun og svar fra Kantar Gallup.