Der ikke er nogen kønsbaseret lønforskel blandt influencere i Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Det viser tal i rapporten Voices of the Creator Economy 2025, som er en ny europæisk undersøgelse udført af influencerplatformen Kolsquare.

Blandt rapportens 783 verificerede deltagere ligger Danmark og Norden i front i forhold til ligeløn, da kvindelige og mandlige influencere – i rapporten benævnt creators – melder om samme gennemsnitlige månedlige indtjening.

Det står i skarp kontrast til andre europæiske lande som Italien, Frankrig og Spanien, hvor kvinder på konsistent basis ifølge rapportens tal tjener markant mindre end mænd.

I Danmark var der i 2023, ifølge Danmarks Statistik, på tværs af brancher stadig et løngab mellem kønnene, og kvinder tjente således i gennemsnit tjente 12,4 procent mindre end mænd.

“Danmark og Norden viser, at ligestillingen trives i en branche, der i mindre grad er præget af klassiske hierarkiske arbejdspladsstrukturer,” siger Rikke Dyrholm, som er Team Lead CSM (Nordics) hos Kolsquare, i en meddelelse om rapportens resultater.

Trivsel og arbejdsforhold skal tages alvorligt

Rapporten fra Kolsquare påpeger dog samtidig at ikke alt er rosenrødt blandt de nordiske creators i forhold til deres arbejdsliv.

Dels melder størstedelen – 59 procent – at de tjener under, hvad der svarer til 1000 USD om måneden på deres virke.

Hvad der er værre er dog, at to ud af tre – 63 procent – svarer, at de har oplevelser med stress.

Og knap en tredjedel angiver, at de er blevet chikaneret online i forbindelse med deres arbejde.

”Det er positivt, at fair ligeløn lader til at være normen blandt de nordiske influencere, men tallene fra rapporten viser også, at vi må tage trivsel og arbejdsforhold alvorligt, hvis vi vil fastholde og øge influencerbranchens stærke position,” siger Rikke Dyrholm i meddelelsen om tallene.

Selektivitet øger troværdighed

Rapporten viser desuden, at nordiske influencere er mere selektive end det europæiske gennemsnit i valget af kommercielle samarbejder.

De siger oftere nej til samarbejder, der ikke matcher deres værdier eller brand – især når det gælder bæredygtighed og transparens. Det styrker ifølge rapporten autenticiteten i branchen, men samtidig betyder det også, at virksomheder skal være skarpe på deres egen profil, hvis de vil samarbejde med danske influenter.

“De nordiske influencere går meget op i at være on-brand, og i en region med stadig mere fokus på bæredygtighed og sociale dagsordener tænker man mere over, om en hurtig økonomisk gevinst kan være med til at udvande ens egen brandplatform – og potentielt skræmme følgere eller mere on-brand samarbejder væk,” siger Rikke Dyrholm.

Hun tilføjer, at hun mener, at dette er en god tendens, fordi det er med til at øge troværdigheden i branchen generelt.

”Jeg hører brands omtale nogle influencers som værende for ‘kommercielle’ – læs: laver for meget reklame – så brands er også meget opmærksomme på, om deres troværdighed er på spil, hvis samarbejderne bliver set i en lind strøm af meget forskellige collabs.”