Ikano Bolig, der blevet etableret af IKEA-stifter Ingvar Kamprad, har valgt ny mediebureaupartner på det danske marked

Det oplyser Magdalena Misiak, kommunikations- og marketingchef i Ikano Bolig, til Markedsføring.

– Vi valgte blandt andet Calibrate, fordi bureauet har den helt rigtige størrelse for os. Vi får mere opmærksomhed fra seniorfolk her, end vi ville få, hvis vi havde valgt et af de store mediebureauer på markedet.

Hun fortsætter:

– Det er vigtigt for os, da vi ikke har en stor marketingafdeling, men er afhængige af, at vi løbende har adgang til kompetent og hurtig sparring omkring vores medieindkøb og strategier, siger hun.

Et værdifællesskab

Ikano Bolig er en del af Ikano-koncernen, Ikano Group, der oprindelig var en del af den svenske møbelgigant IKEA.

I 1988 blev Ikano en separat koncern, som ejes af familien Kamprad, og Ikano Bolig agerer på boligmarkedet, hvor selskabet skiller sig ud ”ved at udvikle funktionelle og kubiksmarte boliger og boligområder”.

Magdalena Misiak, kommunikations- og marketingchef, Ikano Bolig.

– Ikano Boligs ambition er mere end blot at sælge boliger. Vi vil ændre den måde, vi bor sammen på og måden, hvorpå vi danner nærvær og fællesskaber, siger Magdalena Misiak, der også påpeger, at foruden faglige kompetencer omkring blandt andet medierådgivning og digitale kanaler, så var ”et værdifællesskab” udslagsgivende for valget af ny mediebureaupartner.

Ikano Bolig samarbejdede tidligere med Trekroner Media på mediebureaufronten.

– Det handler blandt andet om den nye, transparente forretningsmodel, der ligger til grund for Calibrates tilgang til at drive et mediebureau, siger Magdalena Misiak.

Hvorfor vælge et mediebureau. Kunne I ikke bare insource medieindkøbet?

– Den opgave har vi slet ikke musklerne til at løfte i marketingafdelingen, og vi har ingen planer om at gå den vej, siger Magdalena Misiak.

Satser på mindre bureauer

Ikano Bolig valgte i oktober 2020 også ny reklamebureaupartner på det danske marked. Her faldt valget også på en af de lidt mindre spillere på markedet, nemlig Orbit Red.

– Det har været vigtigt for valget af Calibrate, at jeg har kunnet se et godt match mellem de to bureauer. De er begge mindre og dedikerede til os, hvilket jeg er overbevist om vil gøre mit arbejde lettere i hverdagen, siger Magdalena Misiak.

Hos Calibrate er Heinrich Thomsen, CEO og partner, naturligvis godt tilfreds med at kunne skrive Ikano Bolig på kundelisten.

– Ikano Bolig er en virksomhed, der tænker både nyt og anderledes, når de skaber moderne boligområder til danskerne. Den nytænkning oplever vi også tydeligt i vores samarbejde omkring media og marketing, hvor vi bliver inviteret ind som en aktiv partner til at levere både rådgivning og medieeksekvering på tværs af en række forskellige kanaler og bidrager af den vej til at formidle Ikano Boligs boligprojekter til danskerne, siger han i en pressemeddelelse.

Samarbejdet mellem Calibrate og Ikano Bolig er trådt i kraft.