“Vi er ærgerlige over Forbrugerombudsmandens beslutning.”
Sådan lyder det fra CEO i Obsidian Media, Emil Børsting Sørensen, i en mail til mediet Markedsføring, efter Forbrugerombudsmanden onsdag politianmeldte bureauet for vildledende markedsføring.
Årsagen til politianmeldelsen er, at Forbrugerombudsmanden mener, at Obsidian laver hjemmesider med anbefalinger og links, der er vildledende markedsføring.
“Obsidian Media ApS er blevet politianmeldt for at skjule reklame som uvildig forbrugerinformation og for at give et urigtigt indtryk af at have testet de produkter, de anbefaler. Virksomheden indgår såkaldte affiliate aftaler, hvor de bliver betalt for at lede forbrugere til andre virksomheders hjemmesider,” skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
“Hjemmesiderne forbrugsguiden.dk, forbruger-test.dk, senge-testeren.dk (senere sengeguiden.dk), bomagasinet.dk og bedste10.dk har efter Forbrugerombudsmandens opfattelse givet et urigtigt indtryk af at indeholde uvildige anmeldelser og test af produkter. Virksomheden har oplyst, at de har undersøgt produkterne ved blandt andet at gennemgå eksterne tests af produkterne, produktanmeldelser og produktspecifikationer. Produkterne er dog aldrig blevet testet af virksomheden selv, og det har ikke fremgået klart, at der var tale om reklame,” lyder kritikken fra Forbrugerombudsmanden.
Principiel sag
Forretningsmodellen for Obsidian Media er, at man får penge af sine kunder for at bygge anbefalings-hjemmesiderne med links til produkterne – ifølge Forbrugerombudsmanden uden at fortælle, at der er tale om reklame.
Og indholdet og formuleringerne på siderne gør sagen mere problematisk, mener Forbrugerombudsmanden.
“På hjemmesiderne optræder også ord som ”forbruger”, ”guide”, ”test”, ”magasin” og ”bedste”, der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er med til at påvirke forbrugeren til at tro, at siderne er objektive, og at produkterne faktisk er blevet af testet virksomheden,” lyder det.
Ifølge Forbrugerombudsmanden, Torben Jensen, er sagen principiel – og en advarsel til marketingbranchen.
“Virksomheder, som benytter affiliate links, skal sørge for, at det tydeligt fremgår, at der er tale om reklame. Og så må man naturligvis aldrig give indtryk af, at man har testet de produkter, man anbefaler, hvis man reelt aldrig har haft dem i hænderne.”
Obsidian: Ser frem til klarere retningslinjer
Hos Obsidian Media lyder det fra CEO, Emil Børsting Sørensen, at man mener, at det er klart og tydeligt på alle siderne, at de er finansieret igennem annoncer – og at man har forsøgt at gøre det endnu tydeligere efter kritikken fra Forbrugerombudsmanden.
“Vi stiller gratis research af produkter til rådighed for vores læsere. Denne research præsenteres i artikler, hvor vi samler og analyserer bl.a. produktdata, eksterne tests, kundeanmeldelser. Denne metode er beskrevet på alle artikler. Vores arbejde finansieres gennem annoncer. Dette fremgår på alle artikler og hjemmesider, og vi har fået ekstern rådgivning for at sikre, at vi er compliant,” skriver Emil Børsting Sørensen til Markedsføring og tilføjer:
“Efter Forbrugerombudsmandens henvendelse har vi sørget for, at vores metode og annonce-markering fremgår endnu tydeligere. I dialogen med Forbrugerombudsmanden har vi givet udtryk for, at vi ønsker at samarbejde og tilpasse vores hjemmesider, hvis der var grund til det. Det har vi ikke fået svar på. Vi ser nu frem til, at der kommer klarere retningslinjer på området,” skriver han.