Oddsets ’Fußball’-film med titlen “Das ist typisch Dänisch” fra sommerens EM i herrefodbold løb med hovedprisen, Grand Prix, ved det nordiske awardshow Nordic YouTube Work Awards 2025.

Det oplyser Google i en pressemeddelelse om priserne, der blev uddelt onsdag aften.

Prisuddelingen hylder de mest kreative kampagner på YouTube i det forgangne år med tre forskellige kategorier og en hovedpris. Sidstnævnte tilfalder ”den mest effektive, kreative, innovative og datadrevne kampagne, der direkte kan kobles til øget salg”, oplyser Google.

Og hovedprisen går altså til Oddsets reklame, der blev lanceret op til EM-slutrunden i fodbold i Tyskland sidste sommer. 

Kampagnen, som det kreative bureau Robert/Boisen & Like-minded står bag, byder på noget af “Ein Slutrundesang” med tilhørende video med ”Dänisch Dominans” og ”Schnitzel und Remoulad”, og det var tilsyneladende en kombination, der sad lige i skabet.

Filmen vandt onsdag aften – ud over Grand Prix – en af de tre øvrige kategorier ‘The Unskippable’, altså en reklame, som flest brugere vælger at se til ende, og snupper dermed to ud af fire af awardshowets priser.

Sangen kom på Spotifys Viral 50-liste

Google oplyser ikke selv data bag kåringerne, men for nylig vandt Oddset-kampagnen blandt andet sølv i ’Best Use of Video’ ved Danish Digital Awards. Og af casen her fremgår det blandt meget andet, at selve sangen kom på Spotifys Viral 50-liste, og at filmen opnåede 1,7 millioner visninger på sociale medier med en gennemsnitligt 96 sekunders visningstid på YouTube.

Hertil kom, at Oddset under slutrunden oplevede en stigning på næsten 50 procent i brand impressions.

”Kampagnen har på alle måder været med til at forstærke vores ‘Det er typisk dansk’-platform. Vi ønsker tydeligt at positionere os som den udbyder, der står tættest på danskerne og deres kærlighed til sport. Som ‘Stoltz sponsor auf landsholdet’ var det vigtigt for os at skrue op for EM-stemningen og gøre festen endnu sjovere for de danske fans,” skriver Dennis Krog, head of content & creative for Danske Licens Spil, i en kommentar til Markedsføring.

" Vi arbejder hele tiden målrettet på at skabe indhold, som brugerne aktivt vælger til fremfor at flygte fra.
Søren Christensen, strategisk direktør og partner, Robert/Boisen & Like-minded

Kimmi Ae-Joo Kjelgaard-Larsen, head of Branding & Sponsorships hos Danske Licens Spil, tilføjer:

”Kampagnen har overgået vores forventninger og ikke kun styrket vores brand og salg – den har også skabt engagement og begejstring blandt fansene. Så når vi nu ikke kunne tage guldet ved EM i fodbold, er det en stor sejr at vinde de ’Nordiske mesterskaber i YouTube’.”

”Indhold, som brugerne aktivt vælger til”

Juryforperson Caio Franchi, der er head of Creative Works for Google i Nordeuropa, skriver i pressemeddelelsen om begrundelsen for valget af Oddset:

“Das ist typisch Danïsch” vinder prisen ved på fornem vis at forvandle en spilreklame til en kulturel fodboldsang, du bare ikke kan springe over. Med en gennemsnitlig seertid på mere end 90 sekunder og flere end en million visninger har kampagnen overgået mål for engagement og omsætning, og så gjorde det Oddset til en del af Euro 2024. Det viser værdien af en kulturelt relevant kampagne målrettet YouTubes platform.”

Hos Robert/Boisen & Like-minded er strategisk direktør og partner, Søren Christensen, især glad for, at bureauets erklærede mål om at udvikle arbejde, der skaber ‘real world cultural impact’, blev indfriet med Oddsets ‘Das ist typisch Dänisch’-kampagne.

”Kampagnen blev en integreret del af den danske EM-fest – præcis som vi havde håbet. Vi er stolte over, at den er kåret som årets stærkeste YouTube-kampagne på tværs af de fire nordiske lande,” skriver han i en mailkommentar til Markedsføring og tilføjer:

”Vi arbejder hele tiden målrettet på at skabe indhold, som brugerne aktivt vælger til fremfor at flygte fra. Derfor er det også dejligt at opnå anerkendelse i en kategori som ’The Unskippable’, som har netop dette som omdrejningspunkt. Hele kampagnens univers er gennemsyret af ‘Typisch Dänisch’ med et væld af danske referencer. Derfor har det været ekstra sjovt at se, hvordan en nordisk jury også har forstået og værdsat humoren.”

Ud over Oddsets “Das ist typisch Dänisch” vandt også McDonald’s i Finland en pris. 

Det var for kampagnen ”Big Mac Conspiracy” med filmen ”The Icon – Truth About the Hamburger Menu” fra Nord DDB i og OMD i Helsinki, der vandt i kategorien ‘Masterful Media Planning’.

Og så vandt svenske Max Burgers og NoA-familiens bureau Åkestam Holst kategorien ’Brands as Creators’ med ”The King of Pop”.

Se eller gense den danske Grand Prix-vinder her.