Seerne er trætte af opstillede TV-programmer a la ”Undercover boss” og ”Den hemmelige millionær”. Her er al handling planlagt og kalkuleret ned til mindste detalje, men det står til at blive forandret, når en ny programtendens slår igennem.
Hos TV 2 kalder programdirektøren det Øko-TV, som handler om mere uforudsigeligt fjernsyn, skriver Børsen.
– Jeg tror gerne, at seerne vil have programmer, der føles mere autentiske eller økologiske, om man så må sige. Altså, at de ikke er købt og importeret fra en kæmpe TV-messe i Køln, siger Palle Strøm.
Han fortæller, at indkøbte satsninger som eksempelvis ”Hvad bruden ikke ved” og den danske udgave af ”Hells Kitchen”, ikke har levet op til forventningerne, så nu skal der satses på programmer, der dufter mere af hjemmebag.
– Det gør ”BS og Basserne” f.eks., og det mener vi også at en af vores største satsninger i efteråret, ”Mormors Bordel”, kommer til at gøre, siger han.
TV-konsulenten Keri Lewis Brown fra K7Media var inde på lidt af det samme, da hun i sidste uge deltog i årets TV-festival. Ifølge konsulenten er noget af det hotteste programmer, som er lavet uden en nøjagtig drejebog, men hvor man blot har sat rammen på eksempelvis et hospital, et modelbureau eller bare et hus og siden filmet de medvirkende døgnet rundt med op til flere hundrede kameraer.
– Egentligt er det en slags Big Brother version 2.0, men vi set med f.eks ”Jersey Shore”, at det hitter, og så vidt jeg ved, er der også en ny afart af programmet på vej til Danmark, siger Keri Lewis Brown med henvisning til reality-serien ”Kongerne af Marienlyst”, der kører på SBS-ejede Kanal 5.