Biludlejningsselskabet Sixt har haft besøg af selveste julemanden, som har været et smut forbi for at leje juleslæden – og det er der kommet materiale ud af til årets digitale julekampagne, tegnet af Anders Morgenthaler.  

Kampagnen udfolder sig på en række digitale medier, herunder ikke mindst Facebook.

Og selv om julemanden sådan set er crash-landet i en skorsten i en Sixt-bil, så er det præcis den form for glimt i øjet, man kan lide hos biludlejeren.

Sixt Danmark vil nemlig rent reklamemæssigt gerne være branchens ”frække dreng” – og det har især i år skaffet virksomheden omtale. Senest med Mormor-kampagnen Grandma Rents a Car , som i august bl.a. blev omtalt på Ads of the World.

Philip Schack, der er adm. direktør i Sixt Danmark, siger:

– Hos Sixt Danmark tager vi aldrig et like, social shares eller kundens engagement for givet. Kunden er altid i centrum, og vi vil gerne bidrage til at nuancere billedet af biludlejningsselskaberne som småkedelige og uden relevans.

Tine Rønnest Knapp, der er Head of Marketing hos Sixt Danmark, tilføjer:

– Vi ser en klar positiv effekt på vores brand awareness og position samt drive-to-web, når vi benytter sjov og engagerende content marketing på de sociale medier. Facebook er blevet et vigtigt digitalt touch point, når potentielle kunder undersøger og opsøger vores brand, og det gør op mod 70 procent via de sociale platforme.

Sixt blev grundlagt i Tyskland i 1912. Virksomheden har 4000 udlejningskontorer i mere end 100 lande og er fortsat i familieeje. I Danmark har Sixt netop i år fejret 10 års jubilæum.