Det globale reklamebureau-netværk Ogilvy & Mather har god grund til at åbne et par champagneflasker eller to ovenpå et yderst veloverstået VM i reklame i Cannes.

Ogilvy-bureauer fra 29 lande vandt ikke færre end 155 priser ved reklamefestivalen og slog dermed rekorden på 82 priser fra 2012 med flere længder. Dén rekord tilhørte i øvrigt også Ogilvy.

Som yderligere flødeskum på lagkagen kunne Ogilvy-netværket igen i år modtage både ”Network of the Year”-prisen  – og prisen for ”Agency of the Year”, som gik til Ogilvy & Mather i Brasilien – og for at det ikke skal være løgn, så blev 2013 året, hvor Ogilvy-folkene for første gang kunne hjemtransportere en Creative Effectiveness-løve og en Grand Prix i Titanium & Integrated-kategorien.

Ogilvy i Danmark bidrog også til løvefesten – bureauet vandt en bronze-løve for Nutcase’s Outdoor Fitting Room for cykelhjelmene fra Nutcase Denmark.

Og mens vi nu er ved rekorderne…

Reklamebureauet McCann Melbournes kampagne ”Dumb Ways To Die”, som Cannes og hele verden har talt om i ugevis, og som allerede på forhånd var udråbt som en af festivalens store ”løvetæmmere”, endte faktisk også med at slå en rekord i år.

Kampagnen vandt samlet ikke færre end fem Grand Prix, 18 guld-løver, 3 sølv-løver og 2 bronze-løver – det største antal priser, der nogensinde er givet til en enkeltkampagne i hele Cannes Lions-festivalens historie.

Men tilbage til Ogilvy: etværkets fire Grand Prix faldt for følgende kampagner (som du kan se under artiklen):

– ”Why Wait Until It’s Too Late” for Dela Forsikring – Ogilvy & Mather Amsterdam (Media)

– ”Bench”/”Shelter”/”Ramp” for IBM – Ogilvy Paris (Outdoor)

– ”Immortal Fans” for Recife Sport Club – Ogilvy Sao Paulo, Brasilien (Promo & Activation)

– ”Real Beauty Sketches” for Dove – Ogilvy Sao Paulo, Brasilien (Titanium & Integrated)

Det vandt Ogilvy-netværket ved Cannes Lions i 2013 (2012)

155 løver (82)

4 Grand Prix (1)

1 Creative Effectiveness Award (0)

37 Guld-løver (12)

46 Sølv-løver (20)

67 Bronze-løver (50)

Grand Prix Media: ”Why Wait Until It’s Too Late” for Dela Forsikring – Ogilvy & Mather Amsterdam

Grand Prix Outdoor: ”Bench”/”Shelter”/”Ramp” for IBM – Ogilvy Paris

Grand Prix Promo & Activation: ”Immortal Fans” for Recife Sport Club – Ogilvy Sao Paulo, Brasilien

Grand Prix Titanium & Integrated: ”Real Beauty Sketches” for Dove – Ogilvy Sao Paulo, Brasilien