Olga Bastian genfandt sin barndoms christianshavn’ske handlekraft i reklamebranchen

Når man googler dit navn, står der, at du er reklamemand … 

Olga Bastian slår en kæmpe latter op. 

”Det er da meget fedt. Og moderne, at jeg kan identificere mig som mand. Reklamemand. Det er da sjovt,” siger hun, da Markedsføring møder hende på hendes bureau, Kiki Gotaway, i en høj kælder på Classensgade i København. Lige ved søerne. 

Hun er casual klædt, stemmen er lidt dyb, rolig, kropssproget også, og hun har let til smil og store, hjertelige grin. Og til tårer, skal det vise sig. 

I vinduet hænger der nogle oppustede, lyserøde gummihandsker, bare fordi, og i tråd med bureauets legende stil. 

”Kiki Gotaway has introduced corporate silliness, the occasional practice of the fine art of being silly for no particular reason,” som der står på hjemmesiden. 

Vi får en kop kaffe ved det runde bord i køkkenet. Der er ikke voldsomt meget plads, men der er lunt og hyggeligt på den der lidt uorganiserede måde: ”Og jo, du vil gerne have mælk i, for det er sådan noget espresso-halløj,” siger Olga Bastian. 

”Jeg voksede op på Christianshavn, dengang det var ret progressivt og venstreorienteret og kulturradikalt,” fortæller Olga Bastian. 

Familien boede i Strandgade, og noget af det, Olga Bastian husker fra de tidlige år, var et fladt tag på ejendommen. 

”Der var ingen indhegning, så man kunne kravle helt ud til kanten og falde ned, hvis man ville. Der var kun små kummer med margueritter. Jeg husker tydeligt, at min bror og jeg lå på det solvarme tagpap og fodrede gråspurve.” 

Skolen på Christianshavn husker hun som ”en blandet landhandel af arbejderbørn fra B&W- familierne, parcelhusbørn fra Amager, hippier, grønlændere og nogle indvandrere.”

Var du glad for at gå i skole? 

”Jeg husker det som svært. Vi var rå ved hinanden,” siger Olga Bastian, der siden kom på friskole og efter det på Nyborg Efterskole. 

”De troede, at jeg solgte hash, fordi jeg boede på Christianshavn. Og så min far, der kom i sin sorte bil og hentede mig en gang imellem. De hadede alt ved mig. Men det var et ret fedt år alligevel.”

Hvad var dit yndlingsfag? 

”Jeg kunne godt lide matematik. Jeg kunne godt lide den systematiske måde at tænke på. Det gav mig en form for selvforglemmelse, som en kreativ opgave kan gøre i dag. Men jeg blev aldrig rigtig god til det.” 

Artiklen fortsætter under billedet.

Hvad fik dig til at gå reklamevejen? Som jo ikke typisk forbindes med matematik, systemer og rammer? 

”Jeg havde spillet violin i ni år, fordi min far (musiker, forfatter og fysiker, Peter Bastian, red.) syntes, jeg skulle spille et instrument. Selv ville jeg hellere spille Diana Ross med trikot og stort hår, men jeg sagde violin, fordi jeg troede, det var det, han gerne ville høre,” fortæller Olga Bastian og tilføjer: 

”Med tiden blev det vigtigt for mig ikke at blive sammenlignet med min far. Jeg havde ikke lyst til at ’blive hans datter’, hvis du forstår – jeg ville hellere prøve at finde og skabe mit eget ståsted i verden. Og jeg var god til at tegne, så jeg tænkte, at jeg skulle i retning af noget kreativt.” 

Et praktikophold på reklamebureauet Arnell Bickford i New York kom i stand via Olga Bastians farmor, og det førte siden til Danmarks Designskole, praktik og designerjob i London og Amsterdam, ansættelse på Bates, og optagelse på Reklameskolen. 

”Men det var, da jeg mødte Mette Lehmann, der på det tidspunkt var i reklamebranchen, at jeg besluttede mig for alvor. Hun var det modsatte af, hvad Christianshavn havde udviklet sig til.” 

Hvordan det? 

”Jamen, alle de her progressive hippier blev sure og omverdens-fornærmede og vrede. Altså, det var klichéer som: Ham, der opfandt atombomben, var et svin. Og Kapi-svin og den slags. Det var rædsomt. Der var pludselig lagt låg på, hvem man kunne være. Men Mette var sprudlende positiv, glad, tjekket, virkelig sej. En kvinde-rolle, jeg aldrig havde set før. Så jeg tænkte, sådan vil jeg også være,” siger Olga Bastian. 

”Jeg tror, at det jeg var vild med ved reklamebranchen fra starten – progressivitet, troen på, at det var umagen værd, optimisme, fest og glade dage – var det, der egentlig var i min barndom på Christianshavn. Det var store armbevægelser, og alt kan lade sig gøre.” 

Artiklen fortsætter under billedet.

Efter Bates fulgte Umwelt, BBDO og Liquidminds, hvor Olga Bastian i forskellige konstellationer arbejdede sammen med flere kreative kvinder, herunder ikke mindst Mette Lehmann, Heidi Volke og senere Birthe Nielsen. 

”Efter ni år på Liquidminds søgte jeg over på We Love People, hvor Heidi havde været i en årrække. Dels, fordi jeg savnede at arbejde sammen med hende, men også fordi jeg tænkte, at det måtte være en særlig lækker måde at være kreativ på, når man samtidig gjorde noget godt for verden.” 

Men den store emotionelle bonus udeblev. 

”Jeg havde egentlig forventet, at den type arbejde ville gøre det endnu federe at være kreativ. Men jeg fandt ud af, det ikke gjorde en forskel i forhold til, om jeg følte mig motiveret eller interesseret i en opgave.” 

Hvorfor ikke, tror du? 

”Fordi jeg er vanvittigt meget drevet af min faglighed. Og jeg kan fuldstændig forsvinde i den. Jeg elsker at løse kundernes problemer og få det hele til at synge i en højere enhed. Så jeg ville være fuldstændig lige så meget i zen og lykkelig, hvis jeg sad og lavede noget med våben eller olie. Det ville jeg selvfølgelig ikke gøre – af etiske, hjerneforklaps-årsager – men jeg fik bare ikke en vild emotionel benefit ud af det,” siger Olga Bastian og uddyber: 

”Jeg tror, det bunder i en kulturel antagelse om, at det nok “føles dejligt” at gøre godt, og på en underlig bagvendt måde bliver det til, at jo mere du føler for “det gode, du gør”, jo bedre er du til dit arbejde, men jeg vil vove den påstand, at en dyb faglighed altid trumfer passion.” 

Olga, jeg har nogle spørgsmål under overskriften ’mærkelige ting’ … 

”Yessss, fedt. Kom med dem.” 

På LinkedIn står der, at du var Lord of Creativity på Mensch på et tidspunkt? 

”Ha! Ja, det kom, da jeg var i filmjuryen i Cannes i 2012 med titel af Creative Director. Der mødte jeg jo Executive Creative Directors, Global Creative Directors osv. Nogle kom med private jets. Så jeg besluttede mig for at være Lord of Creativity. Siden har jeg ikke kunnet komme af med det, for hver gang jeg sender en mail fra min Google, står der Lord of Creativity,” griner Olga Bastian og tilføjer: 

”Jeg var ikke ansat, mere sådan ’powered by Mensch’. Jeg lånte et skrivebord, og de var skide- søde ved mig. Jeg sad som blommen i et æg ved siden af Simon Naver og Frederik Preisler.”

Og din ’ansættelse’ hos NASA? 

”Jamen, LinkedIn er jo en vild platform. Meget alvorlig og professionel i en grad, der inviterer til ballade. Jeg bemærkede, at nogle af mine kolleger delte gravalvorlige opdateringer om sig selv, der var sådan lidt i bagatelafdelingen, så på et tidspunkt annoncerede jeg, at jeg nu var indtrådt i forældrerådet i 7.U på Nyboder Skole. Derfra tog det ene det andet,” siger Olga Bastian.

Hun fortsætter: 

”Så jeg tænkte bare, det var skideskægt at skrive, at jeg havde fået job hos NASA. Det lød blæret. Det sjove er så, at jeg af en eller anden grund stadigvæk får tillykke-hilsner og nyheds-mails fra NASA.” 

Du optræder heller ikke, som de fleste gør, med et billede af dig selv på sociale medier? 

”Nej, men det er jo af samme grund. Den der corporate verden er så sindssygt selvhøjtidelig. Jeg kan næsten ikke holde det ud. Det er nok min baggrund, der gør, at jeg ikke har lyst til at falde ned i den balje som menneske – jeg føler, jeg er mere mig selv med de skæve billeder.” 

Du er nyslået fagleder på ADlinjen. Hvorfor ville du gerne det? 

”Der var flere grunde. En er, at jeg som kreativ leder altid har syntes, at det allersjoveste var at have med talent at gøre. Og så er det også en måde at spille en rolle i den branche, som jeg elsker – sammen med Simon Engstrøm, som er skide sjov og har en fed energi.” 

Artiklen fortsætter under billedet.

Hvad kan du give de nye studerende på uddannelsen? 

”Jeg tror, jeg kan noget i kraft af at være kvinde. Det er vigtigt, at vi er repræsenteret så meget som muligt. Jeg har kæmpet for at få så mange kvinder som muligt med på lærerholdet. Vi er stadigvæk kun en tredjedel, men målet er 50-50,” siger Olga Bastian, der også gerne vil give ’det pyntede’ mere plads. 

”Branchens historik er jo i høj grad skabt af mænd. Og kvinder har bidraget til at styrke den samme opfattelse af, hvad der er godt, og hvad der er dårligt. Ikke af ond vilje, men det er, som om “pynt” er et beskidt ord, der rimer på “kvindagtigt”, uvæsentlig og mindre godt end stram funktionalisme. Og det irriterer mig ad helvede til. Jeg vil gerne have, at det pyntede får lov at sige noget,” lyder det fra Olga Bastian, der tilføjer: 

”Det må gerne sprudle, der må gerne være mange farver, og det må godt se mere legende ud. Vi kan godt sige, wow, hvor er det lækkert, hvor er det flot. Men når vi skal vælge, hvad der er “dygtigt”, så vælger vi alligevel det stramme og skarpe.” 

Du går også af og til på scenen på en anden måde: Som foredragsholder. Hvorfor? 

”Ja, nogle få gange om året. Det er meget tidkrævende og jeg er sygt nervøs hver gang, men når det fungerer, er det vildt. Den der oplevelse af at rummet letter, at folk har flyttet sig et niveau, og man får nærmest en følelse af, at man er en preacher,” siger Olga Bastian og tilføjer: 

”Og så er det lidt ligesom at hilse på min far. Han sagde altid, ’Olga, du skal op på den scene. Kom så op på den scene. Jeg er fandme ligeglad, hvad du laver. Du skal bare op på den scene’. Og det er jeg jo aldrig kommet, men nu gør jeg det ind imellem lidt alligevel.” 

Har han påvirket din karriere, din far? 

”Han har altid støttet mig i det, jeg gjorde. Alle troede altid, at det var imod min fars vilje, at jeg lavede reklame, fordi min far var ’kunstner med stort K’. Og at han derfor ville være imod, at jeg lavede reklame. Men det var han ikke,” siger Olga Bastian og tilføjer:

”Der, hvor han har påvirket mig mest, har været med sin personlighed. Han er på mange måder det menneske, jeg mest har spejlet mig i. Vi er begge to født med et stort temperament og en stor verdensforglemmelse. Han var sky på en måde, som jeg godt kan se i mig selv også. Og han var meget optaget af at løfte mig op. Den kærlighed, vi delte, var meget tyktflydende.” 

Gennem en lang årrække kom Peter og Olga Bastian også i den samme spirituelle bevægelse. 

”Min far var meget spirituelt optaget og dyrkede kriya yoga inde i København. Og en dag møder han en mand, der har været på retreat med en amerikansk guru, der hed Andrew Cohen, som var ret kontroversiel. Og Peter beskrev manden som værende fuldkommen ’renskuret og klar på indersiden’,” fortæller hun. 

”En dag kommer han hjem fra et retreat, og han var til stede på en måde, jeg aldrig havde oplevet før. For selv om han var sky, så elskede han sin berømmelse og sin ’Peter Bastian-hed’, men den dag var fuldkommen magisk.” 

Siden fulgte Olga Bastian selv med ind i bevægelsen. Hun tog med sin far på retreat i Holland, men sekten, Enlighten Next, brød sammen i 2013. 

”Den slags går tit i vasken, og hvis der er en sygdom i toppen, så ødelægges det hele. Men vi var ti år i samme spirituelle fællesskab. Og jeg elskede det.” 

Olga Bastian tøver, og minderne rammer kortvarigt hårdt. 

”Der lærte jeg ham at kende fra en anden side. Men han sloges meget med sig selv. Og det bliver jeg lidt rørt over at tale om, kan jeg mærke. Men vi var meget tætte i de år. Så da Peter døde, døde halvdelen af mig på en eller anden måde.” 

Hvornår er du allermest glad? 

”Der er to slags glæde, synes jeg. Den ene, det er den, jeg har, når jeg sidder og nørder håndværk, altså design eller opsætning eller sådan noget. Hvor jeg sidder i mit eget space, og tid og rum forsvinder. Og så er det jo en kæmpe tilfredsstillelse at få en god idé.” 

Og på den personlige front? 

”De helt vidunderlige rejser, min far tog mig med på til Lapland. Første gang var jeg ni år. Og næsten hvert år derefter. En nationalpark med bjerge og uden stier, blæst og storm og koldt, det var meget hårdt. Og vildt fedt. Og når vi kom ned fra bjerget, så vendte vi os om og kiggede op, og så sagde han: ”Se der. Nu ved du, at du kan alt”.” 

Inden Peter Bastian døde, nåede han en fjeldtur, hvor Olgas ældste datter, Ulrikke, også var med, og siden har hun haft begge sine døtre med på fjeldet. 

”Det er en vild følelse, når ens børn “kan selv”, og det var fuldkommen yndigt at se mine to piger knokle rundt i det bjerglandskab.” 

Er der noget, der kan gøre dig vred? 

”Altså, jeg har ret meget temperament. Når vi sidder og snakker kvinderet og sådan noget, så kan jeg blive diskussions-hidsig,” erkender Olga Bastian. 

Og så hader hun ”aldersfascime”.

”Jeg gider ikke, at andre skal gøre mig opmærksom på min alder, jeg gider ikke at blive tænkt som en særlig type kreativ, fordi jeg har en alder. Jeg hader alle de roller, en voksen kreatør ofte bliver sat i, jeg føler mig utilpas i dem alle sammen. Den, der ikke længere udfordrer grænsen, som har lært at tegne inden for stregerne, som får andre til at lave arbejdet, er faldet til i en lederrolle,” siger hun og tilføjer så: 

”Jeg kan ikke have det. Allerhelst vil jeg være en “seasoned junior kreativ”, fordi der i junior stadig ligger et potentiale, stadig er noget at vokse efter, stadig er fejl at begå.