Når kalenderen skifter til 2024, slår Reklamelinjen dørene op for en ny linje: ADlinjen.

Linjen er målrettet kreative, strateger, kommunikatører og andre visuelle hjerner, der gerne vil styrke deres værktøjskasser som art directors.

Fagansvarlige på linjen bliver Olga Bastian fra Kiki Gotaway og Simon Engstrøm fra Seligemig. De agerer også begge relativt letpåklædte hovedroller i en reklamefilm for linjen, som samtidig kaster alt ind på det visuelle. Den vender vi tilbage til.

" Det bliver en metodisk uddannelse, hvor du hele vejen vil have art directorens perspektiv.
Olga Bastian, fagansvarlig på ADlinjen

De to fagansvarlige har begge lange karrierer bag sig i branchen som kreative, strateger og, vigtigst af alt, art directors. Den erfaring bliver der god brug for på linjen, der slår sig selv op med taglinen: Art Direction, og kun Art Direction.

”Det er der, vi differentierer os fra de andre linjer på Reklamelinjen, så det ikke bare bliver et drys art direction,” siger Olga Bastian.

”Det bliver en metodisk uddannelse, hvor du hele vejen vil have art directorens perspektiv. Der vil også være lektioner i idégenerering, koncepter, kommunikationsuniverser, men hele tiden ud fra det visuelle perspektiv. For art direction er noget mere end at tænke konceptuelt. Det er at lave noget visuelt, som kommunikerer intuitivt, fordi det taler direkte til krybdyrhjernen,” siger hun.

Vil nørde ned i detaljerne

Hverken Simon Engstrøm eller Olga Bastian lægger skjul på, at de glæder sig til at komme i gang med linjen. De har allerede dyppet tæerne med undervisning som gæstelærere på Reklamelinjens andre faglinjer. Men nu hungrer de efter at folde den visuelle værktøjskasse helt ud.

”Vi er jo helt vildt spændte, for fanden,” siger Olga Bastian, imens Simon Engstrøm tilføjer:

”Vi har smugtrænet lidt med nogle enkelte undervisninger. Så vi glæder os til virkelig at være mere dybdegående og gå i detaljer med faget.”

DMJX uddanner allerede grafikere og kreative – hvorfor er der brug for ADlinjen?

”Der har i længere tid været efterspørgsel på, at flere konceptudviklere i branchen også kunne få et håndværksben inden for enten det visuelle eller tekst. Der er mange kreative, der er stærke til koncepter og at skabe indsigter. Men der er mangel på folk, der kan det visuelle håndværk, som du også kan fakturere for, efter du har fået den gode idé,” siger Olga Bastian, imens Simon Engstrøm supplerer:

" Vi skylder så mange tjenester nu.
Simon Engstrøm om den hjælp, makkerparret har fået til at lave ny reklamefilm

”Håndværket er det helt store fokus for mig og Olga. Dem med de fleste værktøjer kan også bygge det flotteste hus. Så vi håber, at det her blandt andet kan klæde dem, der sidder på bureauerne, endnu bedre på.”

Hvem er linjen præcis rettet imod?

”Det er både rettet mod folk, der arbejder i branchen og har et stærkt konceptuelt fundament. Men det er også rettet mod de mange kommunikatører. Der er også 500 personer, der søger ind på Kreativ Kommunikation hvert år, men kun 24 kommer ind. Vi tror, der er en stor efterspørgsel blandt visuelle hjerner for at lære at art directe. Den er målrettet mange,” siger Simon Engstrøm.

Olga Bastian understreger, at det ikke er en basis-uddannelse, hvor man for første gang lærer at bruge InDesign, Canva eller andre programmer. Man skal kunne tænke og arbejde visuelt på forhånd.

”Du skal kunne udtrykke dig visuelt. Du skal ikke kunne hele Adobe-pakken, men vi sidder ikke og lærer folk software. Det er en videreuddannelse i art direction.”

Letpåklædte ledere

Simon Engstrøm dupper sig på sit behårede bryst. Så skifter kameraet billede. Nu ser vi i stedet for Olga Bastians solbrune skulder. Helt tæt på. De slænger sig begge ved en pool på en dag, hvor solen bager ned. Der er skruet markant op for farverne, og under filmen spiller et elegant stykke klassisk musik.

Credit-liste for reklamefilmen

Art Direction: Olga Bastian / Kiki Gotaway og Simon Engstrøm / Seligemig
Production / Film / Editing: Mads Trondhjem Haakansson og Mathias de Melo Lundgaard / Defining Brands
Grade: Cameo
VFX: Hitch
Music: Rasmus Bille Bänche / This Is Care Of
Sound Design: Sam Hickling / Duckling

Reklamefilmen, som skal være med til at lancere ADlinjen og dens to fagansvarlige, giver den mere end fuld gas på det visuelle.

Resten er der ikke brugt så meget krudt på i filmen. Man ser blandt andet en parfume, der øjensynligt er det, som der bliver reklameret for. På den står der bare: ”bla bla bla”. Det er samtidig også den eneste speak i filmen.

Og netop den absurditet og kontrast mellem det smukke og ufærdige er ultra-bevidst.

”Det er en reklamefilm, hvor det konceptuelle mangler. Men den er der alligevel, for det er en over-art-directet film. Og fordi den er så flot produceret, måtte vi jo også tage de to billigste modeller, vi kunne få: Olga og mig,” siger Simon Engstrøm og griner.

”Vi har så bare tilføjet et ekstra lag absurditet,” supplerer Olga Bastian.

Som Simon Engstrøm siger, har de begge to med reklamefilmen ”sat røven i klaskehøjde”. Fordi de forsøger at sætte en tyk streg under den pointe, at på ADlinjen er det art direction og intet andet, der virkelig tæller.

”Det er derfor, vi bare bare sætter teksten bla bla bla ind, som normalt er den slags tekst, grafikere placerer, inden den rigtige tekst kommer. Det er også altid i reklamer for alkohol og parfurme, hvor alt er absurd og ikke giver mening, men fordi det er så lækkert, vil du alligevel købe parfumen bagefter. Det taler virkelig til underbevidstheden,” siger Olga Bastian.

Vennetjenester og verdenskendt instruktør

Indtil videre skal reklamefilmen bruges digitalt og på ADlinjens hjemmeside. Ansvarlig for Reklamelinjen, Per Holm Henriksen, drømmer om også at vise den i en biograf for hele reklamebranchen.

Men:

”Det er nok mere pres, end hvad godt er,” siger Simon Engstrøm med en kun lettere bekymret latter.

Olga Bastian tilføjer:

”Der ser jeg bare, at man lige ser Olgas røv. I fjæset på hele reklamebranchen. Hahaha, nu må vi se. Men den skal i hvert fald på websitet og bruges online,” siger hun.

De fortæller begge, at de har været nødt til at trække på en masse vennetjenester for at gøre reklamefilmen til virkelighed.

”Vi skylder så mange tjenester nu,” siger Simon Engstrøm.

Og så løfter de også sløret for, at der allerede er flere prominente gæstelærere på plads til ADlinjen. Herunder den verdenskendte danske instruktør Martin Werner, det kreative svenske bureau Snask (Olga Bastian: “der er hyperæstetiske og står bag Klarnas smooth-kampagne”), øl-brandet Mikkeller og mange flere.

”En af mine motivationer for at starte linjen er også selv at blive inspireret og dygtigere. Og at være i rum med 24 mennesker, der gerne vil lære noget og gøre sig umage for at mestre det. Det er bedste selskab, man kan være i,” siger Olga Bastian, inden Simon Engstrøm indskyder:

”Og så skal jeg virkelig huske at sige, at det er først til mølle.”

Du kan se reklamefilmen for ADlinjen lige her: