Et år er gået, og et nyt inviterer: Til tanke og til handling, til håb i stedet for tristesse.
Sagen er jo den, at vi godt kan, hvis vi vil. Vi kan godt yde, før vi kræver ind. Vi kan være ordentlige, før vi er gustne. Og hvorfor ikke?
Det er jo til vores egen fordel, ikke sandt?
Når vi placerer os på rette sted med den rette kommunikation på det rigtige tidspunkt, er kommunikation det mest potente værktøj til forandring. Lad os i denne højtidelige julestund låne fra Aristoteles, der blandt meget andet skriver i Den Nikomachæiske Etik:
– Enhver kan blive vred. Det er let. Men at blive vred på den rette person i det rette omfang og på rette tid af den rette årsag – det er ikke enhver beskåret.
Vi erstatter vrede med kommunikation. Af indlysende grunde. Og den gamle græker var bl.a. interesseret i ”forandringens og bevægelsens natur” og ”etikkens væsen”, hvilket er ganske interessant i disse år. Det er interessant, fordi følgende er nogenlunde sandt:
• Det tog i omegnen af 38 år, før radioen nåede 50 millioner lyttere.
• Tv fik samme seertal på 13 år.
• Internettet nåede 50 mille på 3-4 år, mens
• Facebook var 9-10 måneder om at nå 100 millioner brugere.
• IPhone lossede én milliard applikationer hen over cyberspace-disken på ni måneder.
• Alene i Danmark er brugen af QR-koder 10-doblet i løbet af 2011.
Noget tyder på, at forbrugerne tiltager sig magten – med stigende kraft i årene fremover. Hvis vi tænker ”salg af produkter” som første prioritet i 2012, er vi formentlig ude på en dødelig sliske, der kan kaldes for den lineære tankegangs selvmord. I stedet skal vi tænke ”værdi til forbrugeren – set i forbrugerens optik.” For en gangs skyld er ordet ”holistisk” på sin plads. Tænk rundt om produktet. Med forbrugeren som det centrale.
Hvordan ved jeg det?
Det siger vores ven Søren Kierkegaard i ”om at hjælpe”:
– At man, når det i sandhed skal lykkes at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham dér, hvor han er, og begynde der. Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Enhver, der ikke kan se det, han er selv i en indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden.
– For i sandhed at kunne hjælpe en anden må jeg forstå mere end han – men dog vel først og fremmest forstå det, han forstår. Når jeg ikke gør det, så hjælper min mere-forståen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min mere-forståen gældende, så er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, så jeg i grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham.
– Men i al sand hjælpen begynder med en ydmygelse. Hjælperen må først ydmyge sig under den, han vil hjælpe, og herved forstå, at det at hjælpe ikke er at være den herskesygeste, men den tålmodigste, at det at hjælpe er villighed til indtil videre at finde sig i at have uret, og i ikke at forstå, hvad den anden forstår.
– Thi det at være lærer, det er ikke at sige: Sådan er det, ej heller er det at give en lektie for og deslige, nej, det at være lærer er i sandhed at være den lærende. Undervisningen begynder med at du, læreren er den lærende, sætter dig ind i, hvad han har forstået, og hvordan han har forstået det, ligesom lader ham overhøre dig, at han kan være sikker på at du kan dit: Dette er indledningen.
På al kommunikation, tillader jeg mig at tilføje.
Og med disse tanker ønsker hele redaktionen alle læsere og medlemmer af Huset Markedsføring en rigtig Glædelig Jul og et Godt Nytår.
Vi er tilbage med nyhedsbrevene den 2. januar.