Omnicom Media Group øgede toplinjen i 2024, og alle bureauer i koncernen kunne glæde sig over fremgang. Det viser koncernens seneste regnskab.
Omnicom Media Group, der i Danmark rummer mediebureauerne OMD, PHD, marketingbureauerne Hearts & Science og Drum, databureauet Annalect og performancebureauet Transact, havde i 2024 en omsætning på 225,1 millioner kroner mod 212,4 millioner kroner året før.
Bruttofortjenesten voksede med 8,6 millioner kroner til 177 millioner kroner.
En vækst, der ifølge CEO, Peter Gottfredsen skyldes både opgaver fra eksisterende kunder og tilgang af nye kunder.
Nøgletal for OMG – 2024
Økonomiske tal i millioner kroner – 2023-tal i parentes
- Omsætning: 225,1 (212,4)
- Bruttofortjeneste: 177,0 (168,4)
- Resultat af ordinær drift: 33,5 (34,5)
- Resultat før skat: 35,6 (35,7)
- Årets resultat: 27,7 (27,8)
- Antal ansatte (gns): 240 (228)
OMD – 2024
- Omsætning: 108,6 (105,6)
- Bruttofortjeneste: 58,6 (69,0)
- Resultat af ordinær drift: 17,0 (15,6)
- Resultat før skat: 18,3 (16,3)
- Årets resultat: 14,3 (12,7)
- Antal ansatte (gns): 68 (70)
PHD – 2024
- Omsætning: 30,8 (21,4)
- Bruttofortjeneste: 17,2 (12,9)
- Resultat af ordinær drift: 6,5 (3,8)
- Resultat før skat: 6,7 (4,3)
- Årets resultat: 5,2 (3,3)
- Antal ansatte (gns): 18 (15)
Hearts & Science – 2024
- Omsætning: 31,1 (28,0)
- Bruttofortjeneste: 14,8 (14,4)
- Resultat af ordinær drift: 4,4 (5,6)
- Resultat før skat: 4,9 (5,8)
- Årets resultat: 3,8 (4,6)
- Antal ansatte (gns): 17 (15)
Annalect – 2024
- Omsætning: 21,8 (21,0)
- Bruttofortjeneste: 30,3 (29,3)
- Resultat af ordinær drift: 3,6 (3,6)
- Resultat før skat: 3,7 (3,6)
- Årets resultat: 2,9 (2,8)
- Antal ansatte (gns): 45 (45)
Transact – 2024
- Omsætning: 25,1 (24,2)
- Bruttofortjeneste: 28,5 (23,8)
- Resultat af ordinær drift: 4,7 (4,5)
- Resultat før skat: 5,1 (4,8)
- Årets resultat: 4,0 (27,8)
- Antal ansatte (gns): 39 (30)
Drum aflægger ikke selvstændigt regnskab. Bureauets aktivitet indgår som en del af Omnicom Media Groups omsætning.
Kilder: OMG og cvr.dk
”Vi opnåede ligesom sidste år en rigtig god vækst. I år blev den på knapt 13 millioner kroner, og alle vores tre kontorer i Danmark og alle seks bureauer har haft fremgang,” skriver han på mail til Markedsføring og uddyber:
”Fremgangen skyldes dels at vi har oplevet en god tilgang af nye kunder og dels en stor efterspørgsel efter rådgivning. Det gælder navnlig inden for områderne; dataindsamling og -aktivering, anvendelse af kunstig intelligens til automatisering og beslutningsstøtte og udvikling af nye strategier for kommunikation og aktivering.”
Flere strategiske investeringer
På trods af væksten i omsætningen faldt resultatet af den primære drift i koncernen dog med 1 million kroner.
Fra 34,5 millioner kroner til 33,5 millioner kroner.
Men det var ventet og hænger sammen med ”en betydelig stigning i omkostninger til IT, herunder øgede investeringer i IT-sikkerhed og AI-værktøjer, samt investeringer i vores medarbejderstab,” lyder det fra Peter Gottfredsen.
Han fremhæver også OMG-bureauernes mange awards i løbet af året.
”Udover at løse mange nye opgaver, har vi også opnået meget anerkendelse for vores arbejde, og sammen med vores kunder har vi igen i år vundet flest priser i vores branche,” skriver han og tilføjer:
”Så 2024 blev på alle måder et rigtig godt år for os.”
Venter øget vækst i 2025
Hvad har været den største udfordring for OMG-koncernen i løbet af året?
”Vi har nu haft kontinuerlig vækst i en lang årrække, og den største udfordring for os er at finde og ansætte de særlige specialister, vi har brug for på nye rådgivningsområder. Vi har derfor haft meget glæde af at rekruttere kollegaer fra andre lande,” lyder det fra Peter Gottfredsen.
Han peger på, at det harmonerer godt med, at bureaugruppen løser mange internationale opgaver for danske virksomheder.
”Det har også gjort vores arbejdsmiljø på bureauerne mere internationalt. Lige nu har vi 15 forskellige nationaliteter på vores bureauer i Danmark. Det er meget inspirerende, så det vil vi gerne fortsætte med.”
Hvordan forventer du, at 2025 kommer til at lande for OMG i Danmark?
”I 2025 forventer vi 7-8 procents vækst, hvilket er lidt mere end i 2024. Dels fordi vi fortsat har god fremgang inden for eksisterende rådgivningsområder, men også fordi nye indsatser inden for blandt andet business-to-business markedsføring og influent markedsføring vokser meget hurtigt.”