2023 var et “jubelår” for Omnicom Media Groups danske koncern. Zådan formulerer CEO for mediebureaunetværket i Danmark og Norden, Peter Gottfredsen, årets resultat i et interview med Markedsføring.
“Den udvikling, der skete for kunstig intelligens, var en gave for os, fordi vi havde så mange ressourcer knyttet op på det,” siger han.
Fremgangen og udbredelsen af kunstig intelligens var én af brikkerne i, at Omnicom Media Group sluttede 2023 med rekordhøj omsætning. Den anden var en vækst i omsætningen på udenlandske opgaver på 148 procent.
“Sidste år lavede vi endnu mere arbejde for internationale kunder, det var et stort særkende for os,” siger Peter Gottfredsen.
I alt voksede Omnicom Media Groups omsætning i Danmark fra 2022 til 2023 med 19 millioner til 212 millioner kroner. I samme periode gik deres resultat før skat fra 29 mio. kr. til 35,7 mio. kr på tværs af bureauer. Og på omsætningen på udenlandske opgaver oplevede man en vækst fra syv mio. kr til 17,4 mio. kr.
Størst fremgang hos specialisterne
Koncernen dækker i Danmark over mediebureauerne Hearts & Science, PHD og OMD samt databureauet Annalect og performancebureauet Transact.
Og særligt de to sidstnævnte skiller sig ud i regnskabet. De så nemlig den højest vækst på henholdsvis 16 procent og 13 procent.
Hvorfor så Annalect og Transact størst fremgang?
“Marketing bliver mere og mere teknologidrevet. Det er her, udviklingen, udfordringerne og mulighederne er. Der sker store ændringer, der udløser mange behov ude hos annoncørerne, og der er begge virksomheder positioneret til at hjælpe dem,” siger Peter Gottfredsen
Ifølge CEO’en lykkedes bureauerne med særligt to ting. For det første har de endelig fået ansat en kritisk masse af specialister.
“Og så har vi arbejdet med machine learning, der er grundlaget for alt kunstig intelligens, i mange år, selvom vi ikke har talt højt om det. Det giver os en kæmpemæssig konkurrencefordel nu. Eksempelvis er nogle af Annalects fremgangsmåder blevet global best practice i hele Omnicom,” lyder det fra Peter Gottfredsen, der tilføjer:
“Transact har også arbejdet med performance marketing i mange år og er begyndt at servicere mange af Omnicoms internationale kunder fra Danmark. Så vi eksporterer meget ud til de andre lande.”
Hvor har I været udfordret?
“Vi har af og til været udfordret af, at nogle af de virksomheder vi arbejder for, har været i vanskeligheder, så de pludseligt har måttet reducere deres aktivitetsniveau.”
Mangler mennesker
Derudover hæfter Peter Gottfredsen sig også ved, at koncernen ifølge ham blev den “suverænt mest prisvindende i Danmark” sidste år.
“Det betyder meget for vores employer branding, for vi vil gerne have, at folk er trygge ved, at de er et sted med høje ambitioner. Det er en del af vores kultur og fokus at vinde priser, og det viser, at vi er ambitiøse og leverer arbejde på højeste niveau,” siger han.
Og employer branding er et vigtigt fokus på koncernen i 2024, fordi man oplever udfordringer med at rekruttere nok af de rette medarbejdere.
“Lige nu er vores største udfordring ressourcer og rekruttering. Vi skal kunne tiltrække og fastholde dygtige specialister indenfor de teknologibaserede områder, og der konkurrerer vi med mange virksomheder,” siger Peter Gottfredsen.