Forbrugerrådet anmeldte i foråret Coca-Cola og Kellogg’s Coco Pops for at vildlede forbrugerne med den såkaldte GDA-mærkningen på deres produkter.
Afgørelsen er nu kommet, men den giver kun Forbrugerrådet delvist medhold i klagen.
– En politisk afgørelse, mener Forbrugerrådet.
GDA står for Guideline Daily Amount, og mærkningen er udarbejdet af den europæiske fødevareindustri-organisation CIAA.
Men den mærkning er for ringe, mener Forbrugerrådet, som derfor i foråret valgte at anmelde to konkrete eksempler, Coca-Cola og Kellogg’s Coco Pops, til henholdsvis Fødevareregion Syd og Øst.
Men fødevareregionerne har altså ikke givet Forbrugerrådet fuldt medhold, så nu anker Forbrugerrådet afgørelsen til Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager:
– Vi er meget utilfredse med afgørelsen. På trods af at ernæringseksperter giver os ret, er det minimale ændringer, virksomhederne bliver bedt om at foretage sig. Derfor anker vi nu sagen, siger Camilla Udsen, som er fødevarepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet.
Hun pager på, at det er industrien, der har fordel af at angive en standardportion, som er mindre end den forbrugerne – i dette tilfælde børn – spiser eller drikker, og at de to anmeldte produkter er gode eksempler på dette problem.
– Det er dybt problematisk, at fødevarer mærkes på denne måde, fordi der er stor forskel på personer, portioner og produkter. Den slags kan ikke skematiseres, som GDA-angivelserne forsøger, siger Camilla Udsen.
Hun mener, der er tale om en politisk afgørelse, når rådet ikke har fået fuldt medhold.
– Myndighederne har i denne sag givet efter for den europæiske fødevareindustri, og forbrugerne bliver taberne. Det er netop nu, hvor man drøfter EU-lovgivning for fødevaremærkning, at de danske myndigheder må holde fast på, at GDA vildleder mere end det vejleder forbrugerne, siger hun.
sit