Den børsnoterede danske smykkeproducent Pandora skruer op for markedsføringen på det amerikansk marked og har tilsyneladende været på storindkøb hos WPP

Pandora har således hyret Grey New York som kreativt bureau til det amerikanske marked, og har i samme forbindelse valgt Maxus som nyt mediebureau og Cohn & Wolfe på PR-siden.

Grey New York har efter alt at dømme haft et mindre forspring, da bureauet i forvejen har løst opgaver på projektbasis og derfor blev foretrukket frem for JWT og Young & Rubicam, der var bureauets øvrige kombattanter.

Pandora fortsætter dog samarbejdet med Fold7, som i efteråret stod bag smykkeproducentens globale tv-kampagne, som bliver rullet ud henover de næste to år.

Helene Abel, VP Group Marketing Services hos Pandora forklarer, at det nye samrbejde med Grey New York ingen konsekvenser får for de samarbejder, som smykkeproducenter har med bureauer på lokale markeder.

– Det nye samarbejde gælder udelukkende for det amerikanske marked. Vi har ingen intentioner om at lave om på de samarbejder, som vi har med bureauer på vores lokale markeder, eller det kampagnekoncept, som vi lancerede i samarbejde med Fold7 i efteråret, fortæller Helene Abel.

De første eksempler på det nye bureausamarbejde ventes at tage form og lanceres med en kampagne op til Mors Dag.

Gense et filmindslag fra Pandoras globale kampagne, som blev lanceret i efteråret, herunder.