Han har gjort det før. Og nu har han gjort det igen.

Reklamelegenden Peter Wibroe har igen begået en politisk plakat.

Denne gang for Borgerlisten, der er stiftet af Klaus Riskær Pedersen, som ved sidste valg stod i spidsen for Partiet Klaus Riskær Pedersen, hvis plakat Peter Wibroe også stod bag.

– Det er lykkedes Peter Wibroe at omfavne Borgerlisten som en helhed i modsætning til det første projekt, som var Klaus Riskær Pedersen alene, siger Klaus Riskær Pedersen.

Han tilføjer:

– Da vælgernes sikkerhed for at det oprindelige projekt nu breder sig ud er afgørende for vor mulige genopstilling og mulige valg, er det centralt, at vort kampagnelogo til næste folketingsvalg netop sikrer en grafisk understregning af den intention.

Da Peter Wibroe i 2019 begik en valgplakat for Klaus Riskær Pedersen, var den uden Riskærs ansigt, men alligevel var den personlig, da Riskærs underskrift var på.

Mest synligt var dog det store rød-blå kryds på plakaten, der høstede flere anerkendende roser.

– Man kan lægge mange forskellige symbolikker i plakaten. Klaus er – som jeg selv – rød-konservativ og i alt god politik er der både noget rødt og blåt. Det er det, krydset symboliserer. Det røde symboliserer også Danmark, men der må ikke kun gå klaphat i den, så det blå symboliserer Europa, sagde Peter Wibroe til Markedsføring. 

Den nye plakat fra Peter Wibroes hånd har også både blåt og rødt i sig. Riskærs ansigt toner heller ikke frem.

– Grafisk er det en vigtig understregning af det blå værdisæt, men den røde forandringsvilje, siger Klaus Riskær Pedersen, der forklarer videre:

– Der er revolutionens røde aftenhimmel, men – for kendere – statsministerens kontor er blåt. Så Wibroes perfektion rammer den ”story-telling”, som er central for hele vort politiske projekt og dets invitation til vælgerne.