Landbrug & Fødevarer fik, hvad de kom efter på årets Roskilde Festival. De 54.000 liter festival-pis er nu blevet transporteret til gyllebeholdere nær Køge, hvor urinen skal spredes som gødning på to en halv hektar maltbygmark.
Byggen, der spirer, gror og nyder tilværelsen i de smukke genbrugsrammer, forventes at kunne omsættes til produktion af ca. 100.000 liter øl.
Det er naturligvis Beercycling-tanken fra årets festival, vi taler om, og den nydeligt eksekverede idé betyder, at festivalgæster i 2017 vil kunne nappe en pilsner, som de bogstaveligt talt selv har været brygmester på, lyder det fra Mensch.
Masser af omtale
Kampagnen har fået stor opmærksomhed og har bl.a. været omtalt i The Guardian, Huffington Post, America Online og Bild. Omtalen glæder Leif Nielsen, Kommunikationsdirektør i Landbrug & Fødevarer, som vurderer, at en halv mia. mennesker har hørt om projektet.
– De taler om os på verdens største rejsemagasin, Lonely Planet. Pludselig optræder landbruget som en årsag til at rejse til Danmark og holde ferie. Det tror jeg ikke, jeg har oplevet før.
– Der er ingen tvivl om, at sådan en form for eksponering vil styrke vores omdømme som et land, der sikrer gode og bæredygtige kvalitetsfødevarer, men det har ikke været et selvstændigt mål at få den internationale omtale. Det er en sidegevinst, slutter Leif Nielsen.