KLUMME: Jeg har fulgt Amir Kassaeis kamp mod snyd i prisuddelinger, lige siden han gav industrien en ordentlig opsang i Cannes sidste år.

Jeg synes, han er modig, fordi han har en stærk, men kontroversiel, pointe. Det var dog ikke Amir, der overbeviste mig om at skrive dette.

Det var i stedet, da jeg læste, at DIA har lavet en kategori for case-film til uddelingen i 2016.

Jeg var ikke sikker på, om jeg skulle græde eller bare hamre på keyboardet, indtil politiet ankom.

Forstå mig ret: Jeg synes ikke, at vi skal stoppe med at indsende vores arbejde til prisuddelinger.

Jeg mener, at uddelingerne spiller en vigtig rolle i vores industri. Jeg ved at mange, mig selv inklusive, bliver en lille smule mere motiveret af anerkendelsen af at vinde en pris.

Åh nej, Case-film

Jeg har dog en yndlingsærgrelse: Case-filmen.

Jeg har lavet utallige selv, både for mit eget arbejde og for andres. De er nødvendige, hvis man vil have en chance for at vinde, men jeg ville ønske, det ikke var sådan.

Case-film bliver skabt i et vakuum, hvor alle mulige mystiske og magiske ting sker, og det er tit skuffende at sammenligne case-filmen med det arbejde, der rent faktisk mødte brugeren.

Og det er i virkeligheden humlen: Case-film er det perfekte medie til at ompakke arbejdet for at appellere til juryen i stedet for forbrugerne.

Hvorfor skulle man belønne det?

Siden hvornår har en forbruger nogensinde set en case-film, før han eller hun valgte en Pepsi over en Coca-Cola?

Lav bedre ting

Hvem arbejder vi i virkeligheden for her?

Indrømmet, case-film kan være brugbare til at forklare briefet, processen og informationen, hvilket kan få arbejdet til at virke mere relevant i en specifik kategori frem for en anden.

Men det er ikke arbejdet.

Og jeg tror ikke, at vi skal opmuntre vores branche til at bevæge sig længere væk fra den virkelige verden ved at lave en kategori for det.

Thomas Pries havde en god pointe i førnævnte artikel: Danmark skal stræbe efter at vinde flere internationale priser.

Jeg er helt enig, men formålet skal være at forsøge at lave bedre ting. Ikke bedre case-film.

Er du enig?