Produktionsselskabet Shoot Happens udvider familien med tre nye, unge instruktør-navne.

Det drejer sig om Ask Hasselbalch, der bl.a. er kendt for at have instrueret spillefilmen Antboy, Theis Ferrall, der i år vandt Young Creative Circle Award i Film for sin reklamefilm Anna, og sidst, men ikke mindst, amerikanske Corydon Wagner, som i 2012 vandt en Young Directors Award i Cannes.

– Unge instruktører, som har bevist, at de har talent allerede ved nogle af deres første film, kan være med til at udfordre kreative normer og produktionstekniske standarder. De ser muligheder, hvor andre ser udfordringer og de er uspolerede – i ordets bedste forstand, siger instruktør og CEO, Sune Svanborg Sørensen fra Shoot Happens.

– Som nye medlemmer af Shoot Happens familien, får instruktørerne mulighed for at tænke kreativt, tænke ud af boksen og være med på forkanten af nye trends og tendenser. Alt sammen noget der kendetegner vores værdier, tilføjer han.

Shoot Happens har her på sitet senest været omtalt for kampagnen #TestYourAddiction– elektronikforhandleren Kompletts første nordiske kampagne, kreeret i samarbejde med Falkenberg & Falkenberg og Be On, hvor man via en film kunne tage en test for at se, hvor elektronik-afhængig, man egentligt er.

Og tidligere i år for en populær dansk ”nørde-kampagne”for samme kunde, hvor man møder tre personer, som bestemt ikke er typiske teknologi-nørder (en blondine, en ældre mand, en husmor), men som alligevel viser sig at være det.

En kampagne, som i øvrigt var udviklet – og blev vundet i budrunde – af Shoot Happens i samarbejde med Kompletts egen interne marketingsafdeling og uden reklamebureau.

– Vi er i den heldige situation, at vores kunder tager os med i den kreative proces helt fra starten og det gør, at vores instruktører ikke er begrænsede af en forudbestemt ramme eller en brief, der i bedste fald kun kan strammes op. Dermed opstår der idéer, som kun de færreste kan forestille sig, og film, som kun de få kan forudsige, fordi unge uspolerede hjerner er ambitiøse og skarpe på en uforbeholden måde, der kommer alle til gode, siger Sune Svanborg Sørensen.

Du kan læse lidt mere om de tre nye instruktører og se deres reels her:

Ask Hasselbalch

Instruktøren bag spillefilmen Antboy, der havde præmiere ved Toronto filmfestival sidste år. På CV’et finder man Den Europæiske Filmhøjskole, Kunstakademiet og Super 16, hvor han tidligt begyndte at lægge fokus på børnefilm. Ask har lige afsluttet produktionen af AntBoy II og forventes at gå i reklameproduktion for Shoot Happens i løbet af efteråret.

Theis Ferrall

Vandt Young Creative Circle Award i film for sin reklamefilm Anna. Dermed slog hans film, produceret sammen med Asbjørn Severin, 200 andre projekter, og de to unge fik mulighed for at deltage i Young Lions Konkurrencen i Cannes blot syv måneder efter, at han afsluttede sin uddannelse på KEA’s reklamelinje.

Corydon Wagner

Er amerikaner og vandt i 2012 en Young Directors Award i Cannes for filmen Capture The Wind og har siden vundet indtil flere priser. Wagner har for nylig stået bag projekter for Sony og United Colors of Benetton. Han arbejder primært i New York og London, men har nu sat sit øje på Norden og er teamet op med Shoot Happens eksklusivt i regionen.