Det er fornuftigt at sænke skatten på selskaber fra 25 til 20 procent og hente pengene hjem ved at luge ud i den ret omfattende danske erhvervsstøtte.
Det mener professor i økonomi ved Københavns Universitet Carl-Johan Dalgaard, som siger, at en lavere selskabsskat er én af de faktorer, der er afgørende for, om vi kan tiltrække virksomheder og investeringer fra udlandet og fastholde de arbejdspladser, vi allerede har.
– Lavere selskabsskat er en af de skatter, der har størst chance for at være selvfinansierende, og som har de største dynamiske effekter, siger Carl-Johan Dalgaard.
Det vil koste omkring fem milliarder kroner årligt i tabte indtægter for staten at sætte selskabsskatten ned fra 25 til 20 procent og holde den uændret for finanssektoren. De penge vil regeringen skaffe ved at fjerne dele af erhvervsstøtten, men eftersom lavere skatter på erhvervslivet i sig selv er mere eller mindre selvfinansierende, kan udspillet blive en overskudsforretning for staten, vurderer professoren.