Franske Publicis lancerer nu et nyt bureau, Publicis Health Nordic, i København.
Det oplyser bureaugruppen i en pressemeddelelse.
Publicis Health Nordic skal fokusere ”på de udfordringer, der opleves inden for sundheds- og velfærdssektoren”, fremgår det af meddelelsen.
Etableringen at det nye bureau tager afsæt i, at den danske medicinalindustri ”klarer sig bedre end nogensinde og er kendt i hele verden for dens innovation,” forklarer Réne Westendahl, der er Chief Communications Officer i Publicis Groupe Danmark.
– Vi har derfor i noget tid arbejdet intenst på at gøre København til et nordisk hub for Publicis Health. Nu er det lykkedes – og vi har fået samlet et fantastisk og meget erfarent team inden for healthcare-kommunikation, siger han i meddelelsen.
Thomas Crowther, Director, Publicis Health Nordic, der tidligere har arbejdet med området hos bureauerne Saatchi & Saatchi og McCann, står i spidsen for det nye bureau. Han oplyser til Markedsføring, at det nye bureau får 10 medarbejdere.
I meddelelsen oplyser han, at ”det er en meget spændende tid for både os og vores kunder, som nu har endnu mere ekspertise, de kan trække på fra såvel Publicis’ nordiske afdeling som det globale Publicis Health netværk.”
Publicis Groupe er i Danmark – som tidligere omtalt – i gang med en større transformation af bureaugruppen ud fra en ”Power of One”-strategi, der samler kræfterne i de forskellige Publicis-bureauer under ét tag.
Gruppen vil fortsat have forskellige bureaubrands, men kunderne vil i stigende grad blive mødt af ”helhedsrådgivere” fra gruppen, og Publicis Health Nordic placerer sig ifølge meddelelsen ”helt centralt i denne strategi, som en stærk aktør der fokuserer på de udfordringer, der opleves inden for sundheds- og velfærdssektoren”