Radikale Venstre har fået ny kommunikationschef med marketing- og bureaubaggrund.

Det har partiet fået i Astrid Bernitt-Wolf, der kommer til partiet efter seks år i DR, hvor hun senest har haft jobbet som chef for integreret markedsføring og positionering. Det skriver partiet i en pressemeddelelse.

“Jeg glæder mig helt ustyrligt meget til at kaste mig over de nye spændende, udfordrende og ikke mindst meningsfulde opgaver, der venter forude i fællesskab med et stærkt hold hos Radikale Venstre,” skriver Astrid Bernitt-Wolf i et opslag på LinkedIn om jobskiftet.

Fra partiet lyder det:

“Med Astrid får vi en kommunikationschef, der ikke bare er en stærk og strategisk kommunikatør, men som også har adskillige års ledelseserfaring fra store medie- og kulturinstitutioner som DR og TV 2. Hun er den ideelle profil til at løfte den todelte opgave, der ligger i rollen, hvor hun både får til opgave at binde Radikale Venstres kommunikationsindsats sammen på tværs af kanaler, og samtidig skal være souschef og bistå mig i den daglige ledelse af sekretariatet,” siger Stine Zeeberg Pedersen, der er sekretariatschef for Radikale Venstre.

Partiets nye kommunikationschef startede sin karriere i branchen med to år som projektleder hos Wibroe, Duckert & Partners og har også haft flere ledende stillinger på TV 2, hvor hun har arbejdet med branding og kampagner.