Der er fem store reklamebureaugrupper på verdensplan: WPP, Omnicom Group, Publicis Groupe, Interpublic Group og Dentsu Aegis.

Nogle klarer sig fremragende, andre mindre godt, og der er et medlem af flokken, der virkelig slider i det.

Det drejer sig om franske Publicis Groupe, der netop har præsenteret et årsregnskab for 2016, som viser et bragende milliardunderskud.

Herhjemme omfatter gruppen bl.a. Saatchi & Saatchi, MSLGroup, DigitasLBi og Starcom, og der er – som tidligere beskrevet – i øjeblikket fuld gang i en større restrukturering af den danske og nordiske forretning.

Topchef: Det går forrygende…

Bureaugruppens topchef, Maurice Levy, henter umiddelbart Komiske Ali frem af hukommelsens tåger, når han i den officielle regnskabsmeddelelse slår fast, at:

– Publicis’ 2016-resultater bekræfter – hvis man da skulle være i tvivl – vores forretningsmodels utrolige styrke. Som tidligere annonceret er alle nøgletal i vækst: Omsætning, overskudsgrad, indtjening pr. aktie og udbytte til aktionærerne, lyder det.

Det er naturligvis korrekt, men samtidig undgår Maurice Levy, der i øvrigt forlader CEO-posten hos Publicis Groupe i juni, hvor stafetten overlades til Arthur Sadoun, behændigt at nævne, at Publicis måtte notere sig for et minus på 527 mio. euro, eller små 3,9 mia. gode danske kroner, på bundlinjen i 2016.

Det er naturligvis ingen umiddelbar katastrofe for det finansielt velspækkede reklamekonglomerat, men hvad skyldes milliardtabet?

Dyrt digitalt opkøb

Ifølge årsregnskabet er den helt store synder nedskrivninger på over 10 mia. kroner, hvoraf en del skyldes opkøbet af det store digitalbureau Sapient.

Planen var, at Publicis i kølvandet på opkøbet i løbet af tre år skulle hente halvdelen af netværkets omsætning fra digitale kanaler, men det har vist sig at være alt, alt for ambitiøst.

Ikke engang en dæmpning af forventningerne til en digital vækst på syv procent kunne indfries, så derfor den massive nedskrivning.

Men får det Publicis til at fortvivle? Slet ikke.

– Vores gruppe er nu klar til den nye verdensorden med potentielt stærke digitale aktiver og kapaciteter, der kan hjælpe vores kunder med transformationen. Og vi har en ny generation ved roret, som Maurice Levy formulerer det i regnskabsmeddelelsen.