”Reklameaviser er fæle CO2-syndere”, har det den seneste tid lydt i en tværkommunal anti-reklamekampagne i hovedstadsområdet.
”Tilbudsaviser gør dagligvarer dyrere”, lyder det i dag fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Nu rækker en undersøgelse en hjælpende hånd ud til de udskældte trykte reklamer. Den viser nemlig, at Europas skove ikke lider under produktionen af papir til de tonsvis af tryksager, heriblandt tilbudsaviser, der fylder europæernes postkasser hvert år.
Tværtimod vokser skovene. Alligevel er det op ad bakke for dem, der mener, at der er styr på træfældning, trærejsning og papirproduktion i Europa. Det skyldes, at opfattelsen af den trykte avis, reklametryksagen, brochuren og bogen som en trussel mod skove, træer, miljøet og verden lever i bedste velgående.
Undersøgelsen viser således, at to ud af tre danskere er enige i udsagnet ”Forbruget af reklametryksager, blade og lignende går ud over vores skove”. Otte procent er helt eller delvist uenige.
– Den opfattelse står i skærende kontrast til den reelle udvikling i de europæiske skove. For ikke alene dækker skovene i dag 44 procent af Europas samlede areal, men de sidste 15 år er den samlede mængde skov vokset med ikke mindre end 17 millioner hektar i Europa. Det svarer til det samlede areal af de tre baltiske lande Estland, Letland og Litauen, eller mere end fire gange størrelsen på Danmark, siger administrerende direktør i GA, Lars Bram.
Undersøgelsen er foretaget af analyseinstituttet Zapera for Grafisk Arbejdsgiverforening (GA). Tallene stammer fra FN’s organisation for landbrug og skov, FAO, og den er publiceret i forbindelse med, at 2011 officielt er Skovens år.
FN’s skovorganisation opfordrer til, at der gøres op med myten om, at brug af træbaserede produkter er med til at nedbryde Europas skove og arbejder for at øge brugen af træ, ”eftersom velforvaltet skovbrug medfører, at der plantes flere træer, end der fældes, hvilket kan have en positiv effekt på C02-regnskabet”, som det lyder i en pressemeddelelse.