Regeringen imødekom fredag Enhedslistens krav om en afgift på reklameaviser til i alt 400 millioner kroner i forbindelse med årets finanslovsforhandlinger. Planen er at få flere penge til velfærd og at ”gøre noget godt for miljøet” ved at lægge en afgift på reklameaviser.
Ingen ved endnu, hvordan modellen helt præcist strikkes sammen, men afgiften vil ikke begrænse antallet af de udskældte tryksager, og danskernes dagligvarer vil blive dyrere på grund af den, vurderer Bruno Christensen, som har fulgt det danske detailhandelsmarked og danskernes forbrugeradfærd siden 1965.
– De husstandsomdelte tryksager er så afgørende for detailhandelens salg, at man ikke reducerer på antallet af disse, fordi der kommer en ny afgift. I stedet vil de store butikskæder presse producenterne til at betale et større reklametilskud, der igen fører til højere priser i butikken, siger Bruno Christensen.
Detailhandelsekspertens budskab er klart: Hvis formålet reelt er at forbyde de husstandsomdelte reklametryksager, så skal man lovgive herom.
– Afgifter fører derimod blot til højere priser i butikkerne, siger han.
Brancheforeninger er enige
Denne tankegang kan godt følges af Otte B. Christiansen, adm. dir. i Dansk Annoncørforening, der mest af alt har hovedrysten til overs for den planlagte afgift.
– Det her er en måde at få flere penge i statskassen på, og det er helt i orden, men man skal lade være med at kalde det alt muligt andet, siger han.
Han har ikke lyst til at rejse en folkestorm mod forslaget, som han først og fremmest mener, der har fortjent betegnelsen ”skuffende”.
– Det var så forudsigeligt, at jeg end ikke gider blive vred. Nu er der udstedt en dummebøde til dem, der producerer de udskældte reklameaviser, men afgiften er af så ringe betydning, at det ikke ændrer en tøddel, siger han.
Hos Mona Juul, direktør for reklamebureauet Envision – der er et af de bureauer, som producerer reklameaviser og tillige er formand for brancheforeningen DRRB – er tonen mindre forsonende.
– Jeg synes, at regeringens og Enhedslistens forslag om en ny afgift på reklametryksager er som at stikke en kniv i såret på detailhandlen. For ligegyldigt hvad vores personlige holdning er til dette medie, så er det et medie, der virker for detailbranchen. Og det er ingen hemmelighed, at netop detailbranchen har brug for alt, der virker i denne tid, siger hun.
Ellers frygter hun, at det kan gå ud over alle danskerne.  
– Flere afgifter betyder højere priser og mere administration, hvilket igen kan betyde negativ vækst og stigende arbejdsløshed. Og det er der ingen, der har brug for. Heller ikke regeringen, lyder det.
Regeringen, erhvervslivet og danskerne ønsker at sætte gang i forbruget. Med de nye afgifter risikerer det stik modsatte at ske, lyder det, og Mona Juul mener, at der er god grund til at frygte, at en reklameafgift i sidste ende bremser økonomien så meget, at der reelt bliver færre penge til de fattigste.
Kan 280 kr. ændre noget?
Et af resultaterne af forhandlingerne mellem regeringen og Enhedslisten var indførelsen af en grøn check. Den bliver på 280 kroner om året efter skat, og den tildeles personer med en indkomst på indtil 212.000 kroner.
– Er de 280 kr. ekstra virkelig det værd? Og er argumenterne om bedre miljø ikke bare båret af følelser fremfor reelle fakta? Det er jo blevet så populært at svine tilbudsaviserne til. Også af mange i reklamebranchen, som hellere ser flere netaviser. Egentligt er det en smule arrogant, lyder det fra Mona Juul.
Og her er argumenterne: For det første er mange danskere slet ikke i stand til at gå på nettet. Enten fordi de ikke kan, eller ikke vil. Og tilbudsaviserne er målt op mod andre medier et af de mest populære, og det er endda et medie, man kan fravælge via Nej Tak ordningen.
Det lyder åbenbart mere skræmmende, end der er nogen, der bryder sig om, vurderer Mona Juul.
Hun mener, at de fleste glemmer, at andre medier også belaster miljøet. Læser man eksempelvis en halv time på nettet, belaster man miljøet 20 procent mere, end hvis du sidder med en trykt tilbudsavis, oplyser hun. Strøm er desuden stadig leveret via kul, der som bekendt ikke er genanvendelig, mens tilbudsaviser produceres af skovdrift, som reelt er en CO2 bank med plus på kontoen.
– Men det lyder åbenbart for godt til, at der er nogen, der tror på det, siger Mona Juul.
Hun understreger, at hun er totalt ligeglad med, hvilke medier vi bruger.
– Jeg vil ikke trykte medier fremfor elektroniske medier. Og jeg sidder bestemt ikke på hænderne og venter på at blive kørt over. Men det, der i denne sag bør interessere branchen, er, at levere resultater for vores kunder. Og for en stor del af detailhandlens vedkommende sker det pt. via trykte tilbudsaviser. Derfor skal vi kæmpe kampen. Det skulle vi også, hvis der var tale om afgifter på andre medier, siger hun.