Man nærmer sig bævende og på listepoter, når regnskabet fra Robert/Boisen & Like-minded tikker ind i mappen.

Er et af landets absolut førende kreative bureauer også i stand til at lave penge? Tænk sig, hvis der ikke er en sammenhæng.

Heldigvis tjener RBLM omsider penge, og på toppen er tallene stort set de samme som sidste år. Bundlinjen er ikke prangende, selskabets omdømme taget i betragtning, men at vende et lille minus til sorte tal er som ledelsen siger ”tilfredsstillende”.

Bruttofortjenesten steg med knap fire pct. fra 13,1 mio. kr. til 13,6 mio. kr., mens årets resultat siger 900.000 kroner.

At lægge seks pct. i banken efter 12 måneder er langt fra det, de store netværksbureauer forventer, men nu er det heller ikke Martin Sorrell, der skal vurdere eksistensberettigelsen.

Det har bidraget til årets positive resultat, at RBLM ejer en andel af Gobsmack Productions, og da det produktionsselskab har givet et pænt overskud, kommer det naturligvis Kim Boisen og hans team til gode.

Alt i alt er Robert/Boisen & Like-minded på rette vej igen, og vil formentlig glæde markedet og annoncørerne yderligere i år med stærke arbejder.

Investeringer kostede på bundlinjen

Et af de andre meget awardvindende bureauer er &Co, der hamrede igennem støjmuren med ”Made from Cool” for Jack & Jones, og senest har skabt Momondo-kommunikation i verdensklasse.

I runde tal er &Co tre gange så store som Robert/Boisen med en flad bruttofortjeneste på 33 mio. kr. sidste og forrige år. Bundlinjen i år siger 3,1 mio. kr., lidt over en halvering i forhold til 6,5 mio. kr. i 2014. Her er en halvering af de finansielle indtægter en del af forklaringen.

En anden forklaring, der nedtoner det overskud, &Co normalt præsenterer, er investeringer i senior medarbejdere.

– Det har været nødvendigt for at hele the North Alliance gruppen ruster sig til fremtiden, så det, du kalder for et mindre end sædvanligt overskud for os, er helt efter planen, og vi betragter regnskabet som tilfredsstillende, siger Mikael Jørgensen, CEO i &Co.

&Co indgår som bekendt i the North Alliance sammen med andre de tunge drenge hos Åkestam Holst og Bold, og samlet set er gruppen vokset med 16 pct., men for det danske bureau har det altså bl.a. betydet personaleudgifter på ekstra fire mio. kr.

Den solide kæmpe omstiller sig

En af de store, solide tankere i bureaubranchen er mediabureauet Dentsu Aegis. År efter år sender de kompetente folk smukke tal ind til selskabsregistret, og år efter år modtager ejerne valuta for tilliden.

De sidste fem år har Dentsu Aegis lagt 115 mio. kr. på bundlinjen, hvilket kunne få en matematisk nørd til at konkludere, at de 15,7 mio. kr. i 2015 er under snittet. Tal lyver som bekendt ikke.

På den anden side er koncernen i gang med at opruste på kompetencer – ikke overraskende for at blive endnu skarpere på digitaliseringen – og er vokset med godt 25 specialister til 218 medarbejdere i 2015, og i lyset af det, er de knap 16 mio. godkendt.

Nettoomsætningen har ligget stabilt omkring de 1,5 mia. kr. de seneste fem år med en lille stigning konstant. Mads Bredal og hans gode folk kan derfor tillade sig at sove de uskyldiges søvn – om end ikke for længe af gangen.

Hans nordiske og centraleuropæiske chef, Lars Bo Jeppesen, sagde nemlig fornylig, at ”vi står på en brændende platform. Fra Davos lød det, at 40 pct. af Fortune 500-virksomhederne er døde om 10 år. Vi skal tænke os grundigt om og handle på tankerne i tide.”

Det er i de gode tider, at de dygtige selskaber skiller sig ud fra de magelige. Dentsu Aegis vil være 100 pct. digitale i 2020, og Mads Bredal & Co er i gang med at indfri det mål.

Nøgletal 2015/ 2014

(mio. kr.)                          

Robert/Boisen

Bruttofortjeneste: 13,6/ 13,1

Årets resultat: 0,9/ -0,1

&Co

Bruttofortjeneste: 33,1/ 33,2

Årets resultat: 3,1/ 6,5

Dentsu Aegis

Nettoomsætning: 1.572/ 1.517

Årets resultat: 15,7/ 23,4