Humleinteresserede husker det hurlumhej, der hærgede for nogle år siden, da en effektiv marketingdirektør (som siden søgte nye udfordringer) besluttede at aflive Rød Tuborg, bryggeriets første produkt. Tiden var løbet fra den kobberfarvede lagerøl, mente den rationelt tænkende herre, og så skred han til handling uden at tage hensyn til den underskriftindsamling, der tryglede om amnesti for produktet ”fra før verden gik af lave”. Denne punchline blev udviklet af Peter Wibroe og Randi Eriksen først i 1970’erne og opnåede status som en talemåde.
Nu blæser der nye vinde på Carlsberg, der bekræfter et avisforlydende om, at Rød Tuborg vender tilbage fra de dødes rige, i første omgang som en enkeltproduktion, så man kan konstatere efterspørgslen. Tidligere har bryggeriet genoplivet Wiibroe Imperial Stout, som også blev aflivet af den effektive forhenværende. Beslutningen vakte stor lokalpatriotisk glæde i Helsingør, hvor et depot via gammeldags salgsvogne forsyner Wiibroe Amt med de rette etiketter og et indhold, der er fremstillet af Carlsberg. Selve bryggeriet er væk.
Ifølge Salomons Ordsprog er den, der overvinder sig selv, større end den, der indtager en hel stad. Carlsberg har indset, at forbrugerne forlanger forskellighed, og derfor får Husbryggeriet Jacobsen lov til at brygge videre i de historiske bygninger i Valby, når resten af produktionen flyttes til Fredericia, så den værdifulde grund kan forvandles til en ny stad. Carlsberg respekterer de mange små bryggerier, for tiden er vi oppe på 85 over det ganske land, og selv om deres samlede markedsandel kun er nogle få procent, har mikrobølgen skabt ny respekt for den drik, der var endt som et lavinteresseprodukt, når man fraregner de egentlige kernebrugere. De var ligeglade med højstemte humlehymner og skævede udelukkende på prisen. Salget af billige bajere rasler ned, mens der er fremdrift i luxusøl til priser på niveau med vin.
Man har aldrig hørt om den europæiske øl-sø, tværtimod er der mangel på ma ltbyg med deraf stigende priser til følge. EU garanterer vinbønderne en mindstepris og opkøber de mængder, der ikke kan sælges. Landbrugskommissær Marianne Fischer Boel har opgjort vin-søen til en mængde, der svarer til 4 x 4 x 4 kilometer. Det må være underligt for vinbønderne at avle et produkt, der i bedste fald destilleres til industrialkohol, men det giver dem mulighed for at opretholde tilværelsen. En sælsom form for planøkonomi, der i modsætning til den sovjetiske fremkalder et vareoverskud. At liberalister anerkender denne form for social kompensation frem for at påberåbe sig markedskræfterne er ejendommeligt og vidner om grundlæggende svagheder i den europæiske union.
Planøkonomi var vel blevet indført i Danmark, hvis de polske og østtyske angrebsplaner var blevet til virkelighed i 1970’erne. Hvis man dengang antydede, at Warszawapagten stod på spring for at indtage landet, blev man hånet for at være paranoid antikommunist. Man måtte forstå, at de kommunistiske folkedemokratier udelukkende havde fred og venskab mellem folkene på programmet. Tillod man sig at antyde, at rottereden i Dronningens Tværgade og hadebladet Land og Folk blev betalt af Moskva, stod man nærmest til indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. Men begge dele var sandt, og de potentielle landsforrædere var parat til at byde deres venner velkommen, når de gik i land i Køge Bugt for at befri os for kapitalismens åg.
Måske havde de skånet Rød Tuborg ved omdannelsen af bryggeriet til en folkeejet virksomhed. Øl og cigaretter var forholdsvis let tilgængelig hverdagsluksus i det samfund, hvor man måtte vente ti år på at få lov til at købe en Trabant PKW (Personkraftwagen). Eliten med Erich Honecker i spidsen kørte dog Volvo. I DDR blev alle telefoner for en sikkerheds skyld aflyttet, og mindst en tredjedel af befolkningen stod i kartotekerne. Herhjemme var det ikke meget bedre, mener juristen Frank Poulsen, tidligere præsident for Sø- og Handelsretten. Fra sin tid i den hemmelige tjeneste har han kendskab til en registrering af borgerne, der va r på niveau med ”den første tyske arbejder- og bondestat”.
Da amatørmarxisterne underminerede det danske debatklima, kunne man høre parolen ”hellere rød end død”. Det var bedre at underkaste sig en større magt frem for at blive udslettet, og mange trofaste partimedlemmer kunne se frem til indflydelsesrige poster som folkekommissærer. Og udvalgte reklamefolk var blevet ansat i Ministeriet for Folkesandhed med ret til at købe i dollarbutikkerne; de stædige var havnet i en lejr på Læsø.
Det var lykkeligt, at vores verden ikke gik helt af lave og blev overtaget af Blekingebanden og dens ligesindede, selv om det måske havde betydet, at netop Rote Tuborg havde undgået eksekutionspeletonen.

Citat:
Salget af billige bajere rasler ned, mens der er fremdrift i luxusøl til priser på niveau med vin.