IKEA har haft glimrende gang i den internationale reklameomtale i se seneste måneder, og nu er endnu en film godt i gang med at sikre den svenske møbelgigant masser af positiv opmærksomhed.

Denne gang drejer det sig om filmen ”The Joy of Storage”, som ret beset er en reklame for et klædeskab – men som i hænderne på London-bureauet Mother og instruktøren Dougal Wilson bliver til en episk ”Animal Planet”-lignende fortælling, hvor man næsten sidder og venter på den legendariske natur-fortæller David Attenboroughs kendte røst.

Dougal Wilson fra Blink Productions er herhjemme især kendt for at have instrueret Lurpak-reklamefilmen ”Adventure Awaits”. En film, der vandt tre guld-løver i Film Craft ved VM i reklame i Cannes sidste sommer.

Det er i øvrigt også ham, der har instrueret den meget omtalte julereklame fra stormagasin-kæden John Lewis – og den ikke mindre omtalte reklamefilm med dansende ponyer for teleselskabet 3 i Storbritannien.

Men værsgo: IKEA’s nye reklame for klædeskabet PAX – musikken er “Strength of an Empire” skrevet af Thomas Bergersen og Nick Phoenix.