Web-sites verden over eksperimenterer jævnligt med, hvor langt de kan tillade sig at gå med at kaste reklamer og annoncer i hovedet på de besøgende, når de klikker ind på sitet.
Især de mere seriøse nyhedsmedier har hidtil haft en forholdsvis puritansk holdning til helskærms-annoncerne, men nu har den store amerikanske avis New York Times, ifølge Adage.com, bidt hovedet af al jounalistisk og redaktionel skam og åbnet dørene for disse reklamer – på indgangssiden, vel at mærke.
Avisens site har tidligere eksperimenteret med at lade hele skærmen fylde af reklamer i form af de såkaldte “interruptive screen takeovers”, men det har været ”dybere” nede i subsites.
Forleden tog avisen imidlertid skridtet fuldt ud og lod en annonce poppe frem over hele den besøgendes skærm, inden vedkommende kunne læse så meget som en eneste linje af de nyheder, de formentlig var kommet efter.
Og selv om de fleste ved, at den slags annoncer forsvinder væk fra skærme igen efter kort tid, og ofte kan klikkes væk af den besøgende selv, så opfattes de ofte som irriterende, og det er man naturligvis opmærksom på hos New York Times.
Todd Haskell, der er vicepresident for avisens digitale aktiviteter, siger til adage.com, at man nu først vil se, hvordan læserne reagerer, og derefter beslutte hvor ofte det kan lade sig gøre.
Han forventer dog ikke, at helskærms-annoncerne rammer læserne mere end nogle få gange om ugen.
sit