Søndag slog De Radikale et slag for ligelønnen med en film på Facebook, der fint illustrerer, at de kommende generationer ikke accepterer manglende ligeløn. 

Men har vi ikke set den før? Jo, eller det vil sige næsten, da den bortset fra sproget er meget lig en kampagnefilm, som det norske Finansforbundet lancerede på Kvindernes internationale kampdag i marts.

– Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har hentet inspiration i den fine og kreative norske video. Vi undrede os over, om danske børn mon ville reagere på samme måde, og det gjorde de børn, vi har med i videoen, heldigvis, oplyser Radikale Venstres pressetjeneste.

Ikke særlig god stil

Bag den oprindelige film fra Finansforbundet stod det norske reklamebureau Morgenstern og produktionsselskabet Willynikkers.

Den blev lidt af hit, da filmen alene i løbet af de første tre dage blev vist på Facebook over 800.000 gange, fik over 11.000 likes og blev delt 17.500 gange.

Den nye film – som også politisk leder for Radikale Venstre, Morten Østergaard, har lagt på sin Facebook-side – har partiet selv produceret.

– Det havde selvfølgelig været god stil at kontakte dem (Finansforbundet, red.) inden. Det har vi ikke gjort. Men efter vi er blevet gjort opmærksomme på det, har vi sendt en hilsen til Finansforbundet i Norge på YouTube-videoen, lyder det fra Radikale Venstres pressetjeneste.

Er det forkert at planke?

Filmen puster nyt liv i den evige debat om, hvorvidt det er i orden at lade sig inspirere af andres gode idéer.

Nogle mener, at al tale om plank er pjank, mens andre sværger til, at plank er en uskik, og at man i stedet burde bruge tiden på at arbejde med egne idéer.

Hvad mener du? Har du gode eksempler på plank? Se de to film herunder og giv gerne din mening til kende:

Finansforbundets originale film:

Radikale Venstres film: