Ud over at være tidligere vicepræsident i USA og en markant stemme i den globale miljødebat, så er Al Gore også medstifter af det amerikanske kabeltv-netværk Current TV.
Og med sin tv-kasket på, gik han i sidste uge på talerstolen ved en konference i New York og meddelte tilhørerne, at tv-reklamer, der er filmet og skabt af ganske almindelige seere – de såkaldte VCAM’s (Viewer Created Ad Messages) – er fremtiden. Det skriver adweek.com.
I hvert fald er det en model Gores egen tv-kanal benytter i rigt mål.
Current TV’s VCAM-program er skruet sammen på den måde, at seere, der tilmelder sig, bliver udstyret med kamera, et kreativt brief, logomateriale og slogan fra de annoncører, der er med på legen. Og så er det ellers bare at gå i gang.
Ifølge Gore producerer seerne over halvdelen af tv-kanalens reklamer, blandt andet for Hewlett-Packard, Nissan og T-Mobile, og han hævder, at seerne ifølge kanalens egne undersøgelser foretrækker disse reklamer frem for de professionelle bureauskabte reklamer.
– Fremadrettet er reklame nødt til at være meget mere nuanceret, mere autentisk og i øjenhøjde end de store, dyre og påtrængende traditionelle tv-reklamer, sagde Gore på konferencen.
Han mener, at den almindelige forbruger er mere interesseret i at vide, hvad andre almindelige forbrugere mener om et brand, frem for at lade sig besnakke af flotte bureau-skabte tv-reklamer.
– Desuden er det jo billigere for annoncørerne. I stedet for at smide flere millioner kroner, kan annoncørerne nøjes med måske bare 6.000 kroner, hvis de bruger VCAM, sagde Gore.
Se eksempler på
VCAM’s.