SF har ”efter en sondering af mediebureaumarkedet” valgt ny samarbejdspartner i skikkelse af det relativt nye mediebureau Calibrate.

Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse.

Valget forklares heri af Nils Brøgger Jakobsen, kampagneleder hos SF, med følgende ord:

– SF er et markant politisk parti som både er bygget på – og drevet af – stærke og idealistiske værdier, siger han.

Nils Brøgger Jakobsen fortsætter:

– Derfor blev vi hurtig tiltalt af den værdidrevet tilgang som Calibrate har til mediebureaumarkedet, og i særdeleshed det at de både er danske, uafhængige og arbejder efter en 100 procent gennemsigtig samarbejds- og forretningsmodel.

SF har tidligere samarbejdet med OMG-bureauet PHD på mediebureauområdet. Et samarbejde SF “har været meget tilfredse med og som også har været gennemsigtigt”.

Det er dog tid til at prøve noget nyt.

Stolt over at være valgt på værdier

Calibrate, der har Heinrich Thomsen, tidligere direktør for flere GroupM-bureauer, i spidsen som administrerende direktør og partner, blev lanceret i august 2020 som et nyt mediebureau, der vil være ”uafhængigt, transparent, neutralt og ansvarligt”.

Ifølge Nils Brøgger får det nye mediebureau rigeligt at se til, at et kommunal- og regionsrådsvalg i venter i 2021 samt et folketingsvalg senest i 2023.

– Og her står vi med et helt konkret behov for mediestrategisk rådgivning i øjenhøjde og en effektiv eksekvering af de budskaber som for SF er vigtige at få kommunikeret til vælgerne, siger han i meddelelsen.

Heinrich Thomsen er naturligvis både ”glad og stolt over, at SF har valgt Calibrate som deres mediebureau”.

– Helt personligt syntes jeg, at dansk politik er vanvittig interessant at følge med i. Derfor er det meget motiverende nu også kunne anvende sin faglighed på dette område – og specielt når vi i år står over for et kommunal- og regionsrådsvalg, der blot gør vores samarbejde med SF endnu mere interessant, siger han i meddelelsen.