Dansk Aktionærforening advarer mod personkredsen omkring Cimber Sterling. Eksperter råder til gengæld investorerne til at slå alle tanker om erstatningssager ud af hovedet. Dansk Aktionærforenings direktør, Charlotte Lindholm, er oppe i det røde felt, når det gælder Cimber Sterling, som i går nedjusterede for anden gang kort efter børsintroduktionen:
– Det er noget helt nyt, at en ledelse introducerer et døende selskab på børsen, siger hun og advarer alle i dansk erhvervsliv om at se sig godt for, der hvor personkredsen omkring det kriseramte flyselskab er involveret.
– Børsføringen af Cimber Sterling fremstår dybt utroværdig, og den seneste udvikling falder tilbage på ledelsen, som simpelthen ikke har gjort sit håndværk godt nok. Det er en ommer og dumpekarakter, fortsætter Charlotte Lindholm.
Professor i børsret ved CBS Caspar Rose udtrykker sig i lidt mere afdæmpede vendinger:
– Det er meget usædvanligt, at selskabet nu kommer ud med endnu en nedjustering, siger han.
I Cimber Sterlings bestyrelse lander kritikken først og fremmest hos bestyrelsesformand advokat N.E. Nielsen, som har været formand siden 2005. Sammen med den tidligere Axcel-partner Vilhelm Hahn-Petersen og Lone Marie Koch fra ejerfamilien har N.E. Nielsen således siddet længst i bestyrelsen. TDC-formanden Vagn Sørensen og den tidligere Deloitte-revisor Jesper Jarlbæk blev indvalgt i bestyrelsen sidste år. Da Cimber Sterling planlagde børsintroduktionen i november sidste år regnede man med en pris på 20-24 kroner per aktie. Aktien endte med at koste 10 kroner, og i går blev den noteret til godt tre kroner efter to nedjusteringer.
Berlingske Business side 4-5.