Den 1. april træder endnu en SKI-aftale i kraft. Denne gang er det rammeaftalen for kommunikationsopgaver, og den dækker i sagens natur de reklame- og kommunikationsbureauer, der gerne vil ind i varmen, når staten og kommunerne køber reklame- og kommunikationsydelser ind.
Hele idéen bag aftalerne er, at kunderne er i stand til at bedømme bureauerne ud fra objektive kriterier. Og oftest opstår diskussionen, om man kan vægte pris og kvalitet i forhold til hinanden. ”Det er ikke nemt,” siger adm. dir. hos SKI Søren Jakobsen og fortsætter:
− Hver gang, vi går ind på et nyt område, oplever vi heftige reaktioner fra virksomheder i brancherne. Vi hører identiske indvendinger om, at lige præcis deres branche er så specialiseret eller kompleks, at her kan man ikke opstille objektive kriterier, hvor f.eks. pris og kvalitet afvejes.
− For nogle år siden gik vi ind i it-konsulentbranchen og management-branchen. Der var en hylen og skrigen. Siden indgik vi aftaler med rådgivende ingeniører, og nu går vi ind i bureau-branchen. Igen oplever vi kritik, og igen sker det, før aftalen er begyndt at virke.
Men vi køber ind i de tre førstnævnte brancher for 1,2 milliarder kroner om året, og der er i alt 456 leverandører i vores kontrakter. Og desuden ser vi, at jo længere en aftale eksisterer, desto bredere bliver opbakningen fra brancherne. Det må jo betyde, at vi gør et eller andet rigtigt, siger Søren Jakobsen.
SKI er sat i verden for at spare offentlige penge. Ergo må bureauerne tabe penge?
− Så enkelt er det ikke. Mængden af ressourcer, den enkelte virksomhed bruger for at komme i betragtning til en opgave, falder, når man er forhåndsgodkendt af SKI. Desuden kommer man hurtigere i gang med opgaven, når man udvælges af en kommune, hvis man står på listen. SKI har jo sikret, at EU’s udbudsregler overholdes. Normalt tager det 4-6 måneder af følge EU’s normale udbudsprocedure. Den tid sparer de SKI-godkendte virksomheder.
− Det er også vigtigt for mig at pointere, at SKI-aftalerne udvikles løbende. Vi vil rigtig gerne i dialog med reklame- og kommunikationsbureauerne, efterhånden som vi høster erfaringer. Der er nu udvalgt 80 bureauer til den første rammeaftale på kommunikationsområdet, og nu skal vi i gang. De intellektuelle trakasserier bør høre op. Nu skal vi ud og se, hvordan aftalerne fungerer i praksis.
Bureauerne er jo blot bekymrede for indtjeningen. Især i disse krisetider.
− Jeg forstår godt, at bureauerne er skeptiske. Det er altid vilkårene, når man ændrer procedurer for indgåelse af aftaler. Men bureauerne bør acceptere SKI’s præmis, nemlig at man som en del af SKI-aftalen kan øge omsætningen i den offentlige sektor, og at man sparer på tilbudsomkostningerne. Det er jo bureauerne selv, der fortæller, at tilbudsomkostningerne er store. Derfor skal bureauerne spørge sig selv: ”Er vi parate til at indregne nogle af de besparelser, vi får i kraft af lavere omkostninger til udbuds-givningen, i en lavere pris til den pågældende kommune.?” Det er jo en ren kommerciel afgørelse, bureauet skal gøre sig.
− SKI skal naturligvis også bevise, at det giver værdi for de offentlige indkøbere og bureauerne at indgå i dette samarbejde. Og hvis vi begår fodfejl, lærer vi af dem, og retter aftalerne til. Vi er jo netop interesseret i at skaffe SKI-leverandører mere arbejde, og de offentlige indkøbere bedre aftaler. Og når jeg siger bedre aftaler, drejer det sig både om pris og kvalitet. Læringen fra den første aftale på management-området er faktisk, at når først aftalen fungerer, er det ikke prisen, parterne diskuterer, men kvaliteten.
Hvilket bureau bruger SKI, når I kommunikerer dette ud?
− Vi har ikke selv et bureau, der kommunikerer for SKI. Vi klarer det selv. Vi gør det i et tæt samarbejde med de bureauer, der er en del af SKI-aftalen. På den måde er der jo en fordel for de bureauer, der er SKI-godkendte, men det forhindrer ikke andre bureauer i at byde ind, når en offentlig opgave kommer i udbud.
SKI-aftalerne binder ingen?
− SKI-aftalerne binder ingen offentlige indkøbere. Vi er et tilbud til dem, intet andet. Men det er klart, når vi sigter efter en omsætning i størrelsen 400 millioner kroner på kommunikationsdelen og 13 milliarder kroner i alt, så gør vi det jo, fordi vi forventer at skabe værdi for både indkøbere og leverandører. Ellers giver SKI-konstruktionen ingen mening.
Og den måde, SKI har vægtet kommunikationsbureauerne, kan ændres?
− Hvis de vægte og vurderinger, der ligger til grund for den nuværende SKI-aftaler, viser sig at være uhensigtsmæssige, ændrer vi dem naturligvis. Men det sker jo ikke, før vi næste gang strikker aftale-betingelser sammen på kommunikationsområdet, slutter Søren Jakobsen, adm. dir. for SKI, Staten og Kommunernes Indkøbs-service.