Miljø- og Fødevareministeriet er gået i luften med en ny kampagne, skrot-uvidenheden.nu, som handler om de menneskelige og miljømæssige konsekvenser af forkert bilskrotning.
Baggrunden er en ny rapport, som Deloitte har udarbejdet for Miljøstyrelsen, hvor det konkluderes, at op mod hver fjerde bil ender hos en ikke-godkendt autoophugger.
For at understrege sagens alvor er kampagnen, som PS Communication er bureaupartner på, holdt i en dunkel stil, som mange kender fra amerikanske crime-serier.
For yderligere at iscenesætte den ugennemskuelighed, som præger skrotbranchen, benytter kampagnen sig af også nogle virkemidler, man ellers bedst kender fra tabloidpressen, hvor overskrifter i jagten på klik bevidst vinkles med så meget kant, at sagens egentlige emne træder i baggrunden.
Bevidst uigennemskueligt
Dette metaelement er særlig tydeligt på kampagnens outdoor-plakater, hvor sensationslystne avisoverskrifter fanger folk og forleder dem til at tro, at det handler om alvorlige forbrydelser som mord og menneskehandel.
Ser man bedre efter, dukker noget op bag overskrifterne, og man vil opdage, at det i virkeligheden handler om uforsvarlig skrotning af biler.
Særlig tydelig er ugennemskueligheden i den crime-film, som står centralt i kampagnen. Her ser vi to drenge lege nede ved en sø. De smider en sten i vandet, og en bil kommer til syne. Er der tale om et mord?
Efterforskeren kommer til gerningsstedet, og vi følger ham videre gennem ”bildissektionen” til han står foran hoveddøren til ”gerningsmandens” dør, ringer på, og konfronterer manden med fundet af hans bil, som uden hans medvidende har været en del af en forbrydelse.
Lig i lasten?
Her, som i resten af kampagnen, iscenesættes det problematiske forhold mellem overflade og baggrund, eller mellem viden og uvished om man vil.
Hvad der synes tilforladeligt på overfladen, viser sig jo ofte at dække over en mindre pæn virkelighed.
Miljøministeriet er derfor heller ikke ude på at kriminalisere manden i filmen, som i god tro har skrottet sin bil dér, hvor han/hun fik mest for den, og derved repræsenterer vedkommende den almindelige bilejer i Danmark.
Pointen er netop, at man som bilejer ikke kan se, om en given skrothandler har ”lig i lasten”.
Kampagnen opfordrer med andre ord til, at man skrotter sin uvidenhed ved at gå ind på kampagnesitet og finder nærmeste miljøcertificerede autoophugger, da det ellers kan have store konsekvenser for mennesker og miljø.
Hjemmeside-adressen er samtidig kampagnens titel og payoff og refererer til den pligt, man som bilejer har til at sætte sig ind i sagerne, da man ellers hurtigt og uforvarende kan blive en del af en forbrydelse.
Og hvem skulle dog ikke ønske at skrotte sin uvidenhed og samtidig gøre noget godt for miljøet?
Se den omtalte kampagnefilm her: