Sidste forår blev det til knap 1.421 tons tøj, da TV 2, Røde Kors og Coop søsatte kampagnen ”Smid tøjet Danmark”.

I øvrigt en kampagne, der gjorde sig fint bemærket ved flere awardshows hen over efteråret.

Nu er årets Smid Tøjet-kampagne i fuld gang, og det betyder bl.a. at en Smid Tøjet-butik snart popper op i en eksisterende Røde Kors-butik på Vestergade 2B ved Gammeltorv i København.

Pop-up-butikken – der har åbent 18.-23. april – skal føje nye dimensioner til det at d­onere og købe brugt tøj.

– Med Smid Tøjet-butikken gør vi alvor af den fælles ambition om at involvere og engagere danskerne yderligere i Smid Tøjet-kampagnen. Pop up’ens flygtige karakter er med til at skabe en oplevelse, som vi håber, at mange vil opsøge og dele – ikke mindst på sociale medier, siger kampagneleder Philip Stjernholm fra TV 2 Marketing.

– Samtidig giver vi jo også et indblik i, hvad der ligger af guld ude i Røde Kors-butikkerne, siger kampagneleder, fortsætter han.

I Smid Tøjet-butikken vil der i løbet af ugen bl.a. være koncerter med kendte musikere, og en række designere og modeeksperter vil kigge forbi og give deres bud på det fede genbrugslook.

Samtidig vil flere kendte udstille egne fund fra garderoben, som man kan vinde. TV 2-værten Lene Beier er vært ved ugens mange events i butikken, og Go’aften Danmark sender i løbet af ugen løbende fra butikken.

På Smidtøjet.dk opstår et virtuelt butiksunivers, hvor man online kan deltage i konkurrencer og se dagens events. Hele ugen streames der live fra butikken. Bor man ikke i København eller har ikke tid til at kigge forbi butikken, så kan man følge med på smidtøjet.dk og på #smidtøjet.

Fakta om Smid Tøjet-butikken:

·       Den er åben 18.-23. april. Åbningstider kl. 10-19.

·       Røde Kors’ generalsekretær Anders Ladekarl besøger butikken mandag 18. april.

·       Smid Tøjet-butikken åbner i en eksisterende Røde Kors-butik på Vestergade 2B ved Gammeltorv i København.

·       TV 2-vært Lene Beier er vært ved events i Smid Tøjet-butikken, hvor hun bl.a. vil interviewe gæster, der besøger butikken gennem hele ugen.

·       Hele ugen streames der live fra butikken og sendes på smidtøjet.dk.

·       Go’aften Danmark sender i løbet af ugen løbende fra Smid Tøjet-butikken.

·       Det fulde program for events i butikken kan ses på smidtøjet.dk fra 14. april 2016.