Som den eneste kvinde nogensinde er den amerikanske skuespiller Scarlett Johansson to gange kåret som verdens mest sexede af slagsen af Magasinet Esquire.
I reklamesammenhæng har hun optrådt for globale brands som Louis Vuitton, Dolce & Gabbana, L’Oréal, Calvin Klein og Moët & Chandon – og nu har sodavandsmaskine-brandet SodaStream hyret hende på en flerårig kontrakt som ny global brand-ambassadør.
Og det er de ikke så lidt stolte af hos SodaStream. CEO David Birnbaum siger:
– Vi er henrykte over at kunne byde den yderst talentfulde Scarlett Johansson velkommen i vores SodaStream-familie. Scarlett har længe været bruger og fan af vores produkter, og er derudover rollemodel for et sundt kropsideal og forkæmper for miljøet, hvilket gør hende til det perfekte valg som vores globale ambassadør. Hun legemliggør fuldt ud vores brandværdier og vi er stolte over at have hende på vores hold.
Scarlett Johansson kommer til at optræde på print, outdoor og instore-materiale for SodaStream, men det, der lige nu optager medie- og reklameverdenen allermest, er at skuespilleren kommer til at optræde i SodaStreams kommende Super Bowl-reklamespot.
En interesse, der ikke mindst skyldes, at SodaStreams Super Bowl-reklame sidste år måtte ændres i huj og hast, fordi CBS – tv-stationen, der havde rettighederne til Super Bowl-finalen i 2013 – mente, at den var for grov over for de to læskedrikgiganter Coca-Cola og Pepsi.
Så i år tager SodaStream den positive hat på og lader i stedet skønheden tale om ”engagement for en sundere krop og en sundere planet”.
Selve den nye Super Bowl-reklame er omgærdet af en del hemmelighedskræmmeri, men avisen New York Times mener at vide, at den er kreeret af det unge Tennessee-bureau Humanaut, sammen med reklameikonet Alex Bogusky – samme team, som stod bag sidste års kontroversielle Super Bowl-reklame fra SodaStream.
SodaStream-CEO David Birnbaum afslører heller ikke detaljer, men siger til shopping- og style-sitet racked.com, at det er ”et hemmeligt våben i sig selv at have en så berømt skønhed som ambassadør:
– Vi er et lille selskab, der konkurrerer med Pepsi og Coca-Cola, men de har enorme budgetter. Faktisk svarer mit årlige marketingbudget til, hvad de bruger på en dag. Det kan vi ikke konkurrere med, så vi er nødt til at være meget kreative. Scarlett hjælper os til at være meget kreative.
SodaStreams produkter er i dag tilgængelige i mere end 50.000 butikker i 42 lande over hele verden.
Se ”behind the scenes”-optagelser, hvor Scarlett Johansson fortæller, hvorfor hun er med, her.