It- og softwaregiganten SAP går fra oktober ind på markedet for medieindkøb. Målet er effektivisering af en proces, der indeholder tab for annoncørerne på op mod 70 pct.
Desuden hævder SAP, at transparensen i medieindkøbet halter, og at data-indsigten kan bruges bedre med et nyt system – et system SAP har gennemtænkt, og som i øvrigt passer fornemt til SAPs anden software, herunder SAP Hanas cloudbaserede styringssystem.
Hvad siger to dygtige aktører fra mediabureau-siden til SAP XM-initiativet?
– Det er fantastisk spændende, forudsat SAP magter opgaven, siger Thomas Bertelsen, Managing Partner i Blackwood Seven. ”Jeg er helt enig i, at medieindkøbet skal være mere transparent, end det er i dag.”
Men kan SAPs ambition lade sig gøre?
– Ja. Der er naturligvis en del udvikling, som skal gøres, men tanken er fuldstændigt rigtig, nemlig at vi via data-indsigt, transparens og bedre indkøbsstyring vil kunne opnå markant højere effekt af medieindkøbet.
Har du nogle tvivl i ærmet?
– Teknisk kan det lade sig gøre, og tanken er rigtig, men der skal investeres både meget tid og kapital for at gennemføre det, og det er jo altid en udfordring, slutter Thomas Bertelsen.
Spændende initiativ, men eksekveringen…?
Hos GroupM hilses SAP-initiativet også velkomment:
– Der ligger mange elementer i SAPs tankegang. Så alt i alt synes jeg, det er et meget spændende initiativ, siger Jonas Hemmingsen, Nordisk CEO hos GroupM. ”Men indvendingen er, at der ikke findes et fælles globalt afregningssystem, når vi taler om medieindkøb.”
– Men kan det i teorien lade sig gøre? Ja i teorien, så jeg glæder mig til at se, hvad den nye tilgang til medieindkøbet i virkeligheden tilbyder medier og annoncører.
Så du bærer på en lille skepsis?
– Idéen er smuk, men det er eksekveringen, jeg gerne vil se testet. I min bog er SAP i konkurrence med Oracle, Adobe og Salesforce, og i det kapløb er det spændende, når SAP og de andre vil blande sig i kampen om indkøb af medie-space.
– Og dybest set er vi enige i at gøre medieindkøb så transparent som muligt, og vi er også meget enige om, at fremtiden tilhører de virksomheder – mediabureauer eller andre – der investerer massivt i teknologi. Det er på den baggrund, jeg glæder mig til at se, hvad SAP har med til markedet, slutter Jonas Hemmingsen.