Da Danmark blev beriget med landsdækkende reklamefjernsyn i 1988, lagde politikerne snævre rammer. Der måtte kun vises tre blokke om dagen, og reklame for alkohol og håndkøbsmedicin var forbudt. Siden blev tabuerne tæmmet uden modstand. Nationens konkurrenceevne stod på spil, hvis udenlandske stationer med mere liberale regler (og 0,2 % af seerne) havde et forspring på sprut og piller. Nu om stunder dekoreres TV2’s sendeflade med så mange blokke, at de fleste programtidspunkter er vejledende. Næste skridt på vej mod det totale eldorado bliver breaks, så en almindelig spillefilm kan pumpes op med 30 minutters reklame. Jamen, det er nødvendigt af hensyn til kommende købere. Ønsker man at blive fri, må man enten leje sine film på en betalingskanal eller anskaffe sig en moderne videomat, som er i stand til at frasortere de evigt repeterende spots, der af en stigende del af befolkningen betragtes som mental forurening. Kun sjældent kvitterer disse f ilm for tyveri af folks tid med en virkelig god historie.
Men hvorfor skal vi stå tilbage for et foregangsland som USA, når det gælder politisk tv-reklame? For at kunne gøre sig gældende i Guds eget demokrati skal en kandidat have så mange velhavende supportere, at kampagneorganisationen har råd til prime time space. Her kan ytringsfriheden for alvor slå sine folder i en kort og koncentreret form, hvor det på 30 sekunder er muligt at begå karaktermord på modstanderen. Disse bidrag til meningsdannelsen er skåret skarpt til, de skal jo også være let fattelige og stærkt overbevisende. Skulle der have indsneget sig en overfortolkning af fjendens fortid, så kan han jo bare svare igen med et angreb på angriberen.
Nok vælter de politiske partier sig i penge, som de på egen hånd har tilgramset sig fra statskassen for folkestyrets skyld, men diskrete tilskud er nødvendige, hvis der skal være råd til produktion og transmission af tv-budskaberne. 30 sekunders tv er dyrere end en helside i Københavneravisen, og derfor b liver det nødvendigt for de toneangivende virksomheder at vise sig fra den generøse side. Hvis alternativet er socialistisk bureaukrati og erhvervsfjendtlighed, kan velgørenhed nok svare sig, når valgklokkerne kimer. Vi venter derfor på, at en idealistisk folketingsmand sætter emnet til debat. Måske kan processen fremskyndes af lobbyvirksomheden Waterfront, der virkelig har forstået at bringe sig i front.
Hvis vi forestiller os, at politiske tv-spots får lov at snige sig ind i de små hjem, vil TV2 sikkert tro, at de skal have eneretten, men det er ikke sikkert. DR står jo i en forbandet situation, hvor udgifterne æder en alt for stor del af den såkaldte medielicens, og med en lille lovændring kunne man måske fikse, at DR får monopol på valgspots. Man kunne ligefrem udnævne det til at være en udvikling af public service begrebet og argumentere for, at de i demokratisk henseende svageste medborgere, herunder ikke mindst analfabeterne, ville have godt af næringsrig koncentreret oplysning.
For DR ville en sådan ordning betyde ekstra indtægter, så der blev råd til at lade Erik fra ”Krøniken” genopstå fra dødsriget (eller til den syvende genudsendelse, nu med arabiske undertekster, af ”Matador”). På den måde ville meromsætningen komme alle seere til gode. Ærlig talt, sagen er oplagt for veloplagte lobbyister.
Man kan risikere, at nogle partier prøver at misbruge den nye ytringsmulighed og måske bringer sig på kant med straffelovens bestemmelser om injurier og bagvaskelse. For at forebygge skændigheder skal der etableres et nævn til vurdering af politisk reklame. Da valgkampe er forholdsvis korte kan det blive nødvendigt at udføre denne beskyttelse af borgerne med tilbagevirkende kraft, for de enkelte politiske aktører skal have mulighed for at reagere hurtigt, og så kan man ikke vente på en afgørelse fra kontrolkommissionen. Her må appelleres til ansvarlighed og omtanke.
Ordet ”spot” kan betyde et kort tv-indslag, men dækker også forhånelse. Det passer fint til fremtidens elektroniske folkestyre. ”Spe” er afledt af ”s pyt”, vi kender også den ækle spyflue. Det nye forretningsområde bliver næringsrigt for fætter Maddike. Kun de mest udspekulerede spindoktorer kan gøre sig gældende på denne bane, her fordres fagfolk, der ikke er bange for at konstruere løgnehistorier om modstanderne, så journalisterne lokkes på glatis og måske finder noget andet kompromitterende.
Når gadeplakater, røde roser, avisannoncer, bannere, telefonkæder, læserbreve (falske og seriefremstillede), pressemeddelelser, photo opportunities, biografreklamer, gratis kaffe, t-shirts, flag, internet, vælgermøder, højttalervogne og legetøj til børnene (vi tænker på deres fremtid), så bør den sidste bastion brydes. Spottende spots med spe og spy vil revitalisere vort repræsentative demokrati.

Citat:
Ordet ”spot” kan betyde et kort tv-indslag, men dækker også forhånelse. Det passer fint til fremtidens elektroniske folkestyre.